52 Den stakkels Mand har nemlig ønsket at blive jordfæstet i sin Fødestavn — han var fra Memel, skal du vide.« Alt dette sagde han med den dybeste Alvor, og da han ellers er en stor Spøgefugl og altid fuld af Skæmt og Løjer, saa troede jeg naturligvis hvert evige Ord af den rørende Tale.« »Var det Lyv alligevel?« spurgte en af Dykkerne. »Ja, bi nu lidt, saa kommer Enden. Jeg blev jo lidt løjerlig ved dette hersens og skævede hen til Kisten, der stod i Hjørnet. Den var rigtig nydelig af høvlet Træ med en stor Krans af Egeblade og Gøgeurter, og det saa morderlig flot ud. »Vil du med, Endrus? Du hjælper vel nok at bære?« spurgte Ivan mig. »Selvfølgelig giver jeg en Haandsrækning,« svarede jeg. »Det skal ikke mangle.« I det samme kom Kammeraterne. »Her er vor unge Ven, Endrus Stakulis, der ogsaa vil hjælpe stakkels Hans til den sidste Ære,« sagde Ivan meget alvorlig, og de andre takkede mig og sagde, det var pænt af mig. Saa blev Kisten løftet op, og vi skiftedes til at bære. Da vi naaede Toldstedet, kom Toldembedsmanden ud, og han blottede nok saa pænt Hovedet, da han saa, hvad det var for en drøvelig Byrde, vi bar paa. Men ikke saa snart havde vi overskredet Grænsen og var kommet i Sikkerhed paa den anden Side, førend Ivan kommanderede: »Holdt! Tag Laaget af.«