54 Kammeraterne adlød, og hvad ligger der i Kisten? — Ikke Spor af Brændehugger, nej, store Kampesten, omvundne med hvidt Papir og der uden om de allerfineste Kniplinger!« En støjende Latter fulgte paa Endrus's Ord. Knøsen saa sig dristig om i Kredsen og vedblev: »Saa tog Ivan det fineste Stykke og rullede det op, rystede det triumferende i Luften og raabte til de forbløffede Toldmænd: »Saadan et Stykke kunde I lide — hvad?« Uf, hvor de skændte og brølede af Raseri; men de kunde jo ingen Ting gøre os, for vi var kommet over.« »Den var god, Endrus,« sagde Værten bifaldende, og de andre stemmede i med. Mange ellers brave Mennesker regner desværre ikke Smugleri for Uhæderlighed, og Endrus's Deltagelse i at narre Toldembedsmændene forargede ikke een af de tilstedeværende. »Jamen hør, Kammerater, kan I huske den Gang de oppe ved Prantzau havde fundet paa den fulde Godsejer?« spurgte en af Arbejderne. »Ja, hvordan var det nu — kørte han ikke af Sted med Spiritus i sig?« »Netop. »Godsejeren« var en udstoppet Mand, lavet af Lærred og Vat, og han gjorde mange Ture ind og ud gennem Toldportene. Han var en »hul Bror«, indvendig fyldt med mange Potter Spiritus. Hovedet var lavet af Voks af en rigtig Kunstner og gjort saa livagtig, at det lignede en Person, som sov. Særlig da han sad inde i en Vogn og havde Kabudsen trukket ned over Hove-