67 ikke ved noget om Ravet, saa er han lige saa uskyldig i det som i Tyveriet fra Kaptajnen,« indvendte Viktor heftig. »Aah, Far,« blev han ved i største Angest, »sig dog til alle Mennesker, at Frederik er uskyldig. Ingen ved bedre end jeg, hvor pligttro og karakterfast han er — Frederik holder alt for meget af sine Forældre til at gøre dem saadan en Sorg. Tænk dig, han kan ikke udstaa at dykke! Han har kun valgt den Stilling for at hjælpe Forældrene, og for deres Skyld lader han, som han synes om det. Aah, det maatte jeg jo slet ikke nævne; men det gør vel ikke noget, Far? Nu ved du, hvad Frederik er for et storartet Menneske.« »Har han virkelig selv sagt, at han ikke kunde lide at dykke?« spurgte Direktøren med en ejendommelig Klang i Røsten. »Ja, Far, det har han.« »Naa derfor, derfor altsaa,« ytrede Hellvig tankefuld. »Stakkels, vildledte Dreng.« Ved disse Ord og ved Synet af Faderens sørgmodige Aasyn for denne Tanke med eet gennem Viktor, at Frederik dog maaske var skyldig i Ravtyveriet. Han indsaa, at hans Fader mente at have fundet Nøglen til Frederiks Handlemaade. Direktøren tænkte, at Knøsen vilde skaffe sig Midler for at uddanne sig til en anden Stilling. Viktor følte en Slags Tilfredsstillelse ved denne Tanke. Han syntes ikke, han selv var saa skyldig mere, siden Vennen ogsaa var falden for Fristelsen.