66 paa Knøsens Skyld, og dog faldt nu Martens Ord ham ind: »Det onde findes ofte der, hvor man mindst venter det.« Kunde den unge Dykker ikke være faldet for Fristelsen ved Synet af det kostbare Stykke Rav? »Nej, nej! Jeg vil ikke mistænke ham, saa længe jeg ikke har en virkelig Grund til det,« sagde Hellwig halvhøjt. I dette Øjeblik traadte Viktor ind. Han havde taget sig sammen og var staaet op; han kunde ikke holde ud at være paa sit Værelse, naar han vidste, hvad der gik for sig i Ravbyen. Derfor paastod han, at han var rask, og at den friske Luft vilde gøre ham godt. »Far, jeg har ikke luret; men Døren stod paa Klem, og jeg hørte noget af din Samtale med Opsynsmanden,« tog han Ordet. »Hvad er det med Frederik?« Direktøren mente det var rigtigst, at Viktor, da han nu var bedre, fik hele Sammenhængen at vide, og fortalte derfor det forefaldne. Viktor stod stiv og tavs og hørte paa Faderens Forklaring. Han syntes alt snurrede rundt for ham — at nu ogsaa denne Ulykke skulde støde til! »Jeg kan ikke tro, den brave Frederik er skyldig, hverken i dette eller i Tyveriet fra Kaptajnen,« endte Direktøren, »men jeg bliver vel næsten ene om min Opfattelse. Naar Folk hører det om Ravet, tror de naturligvis ogsaa, at det er ham, der har stjaalet fra Demikoff.« »Nej, nej, Far! Naar Frederik har sagt, han