69 »Kære Frederik, du er endnu saa ung. Det skulde gøre mig ondt, hvis du maatte bøde hele Livet igennem for et Fejltrin,« sagde Hellvig indtrængende. »Du er vistnok ikke rigtig klar over Følgerne. Jeg lovede dig at tage mildt paa Sagen, saafremt du aabent og ærlig tilstaar alt.« Det gav et Sæt i Frederik, og han rettede sig uvilkaarligt. Nu, da det gjaldt, fik han alt sit Mod tilbage. »Hr. Direktør, jeg har intet at tilstaa.« »Det gør mig meget ondt,« genmælede Hellvig. »Saa bliver jeg altsaa nødt til at søge Politiets Hjælp og lade dig sætte fast.« Han mærkede, at denne Trusel gjorde Indtryk paa Frederik og vilde give ham Tid til Eftertanke. Derfor gav han sig til at ordne nogle Papirer paa Skrivebordet, og en kort Stund var der dyb Tavshed i Stuen. Saa vendte Hellvig sig om og spurgte: »Naa, Frederik, har du saa intet at fortælle mig?« Frederik kæmpede med sin Stolthed, han vilde saa gerne spare Forældrene for al den Sorg og Skam, derfor bad han sagte: »Aah, Hr. Direktør, lad mig dog ikke blive anholdt. « »Naar du tilstaar aabent og ærligt, som jeg sagde dig,« svarede Direktøren,« »saa skal du slippe.« Frederik knugede Hænderne sammen. »Jeg har infet at tilstaa, intet — intet,« gentog han fortvivlet.