70 Direktøren var lige ved at bruse op, men Synet af Knøsen afvæbnede ham. Var det muligt, at han havde taget Fejl? Var Frederik dog uskyldig? Men saa huskede han paa det, Viktor havde fortalt, og hans Mistanke vaktes atter. »Om en Time tager jeg af Sted til Kønigsberg og kommer først hjem i Morgen Aften. I den Tid kan du overlægge Sagen,« ytrede han koldt. »Tilstaar du saa ikke, maa jeg lade Politiet skride ind. Har du forstaaet mig?« »Ja, Hr. Direktør.« Atter var der noget i Knøsens Røst og Blik, som rørte Hellwig. »Jeg vil gerne tale med din Fader,« føjede han til i en mildere Tone. »Sig det til ham.« Frederik vilde gaa, men standsede med eet, da han opdagede Viktor, som stod i Døren til det næste Værelse. Han traadte glad et Par Skridt nærmere, idet han tænkte, at Viktor var kommet for at sige ham et Par venlige Ord, men Viktor blev staaende stille og slog Øjnene ned for Vennens Blik. Denne lod tavs Haanden synke og gik med hævet Hoved ud af Stuen. En halv Time senere kom Frederiks Fader træt og sørgmodig hjem fra Hellwig. »Naa,« udbrød hans Hustru, »har du saa talt med Direktøren?« Werner svarede ikke, han gik lige hen til Frederik og blev staaende foran ham. »Nu har Direktøren sagt mig Grunden til, at