75 Med stigende Rædsel hørte Viktor paa den unge Lithauer. Frederik uskyldig! Offer for Endrus' List! Aah, det var alt for grufuldt! »Staa nu ikke der og fald i Staver,« fortsatte Endrus. »Jeg troede, du lige straks havde gættet det hele. Du plejer ellers nok at kunne lægge to og to sammen.« Da Drengen stadig var tavs, traadte Endrus helt hen til ham og lagde Haanden paa hans Skulder: »Jeg hører, du har været syg, du ser saamænd ogsaa sløj ud,« sagde han i en deltagende Tone, som overraskede Viktor. »Er Historien faret dig i Kroppen? Naa, op med Hovedet, nu er Faren jo overstaaet. Det var kun det, jeg vilde sige dig. Saa God Nat.« »God Nat,« gentog Viktor mekanisk, mens Endrus fjernede sig. »Ja, nu er vi sikre,« mumlede Smugleren for sig selv. »Hvad mon Klokken er? En Bid Mad skal gøre godt.« Han vilde se paa sit Ur, men det var borte; kun Kæden hang og dinglede. Han havde maaske allerede tabt Uret i Gaar. I Nat havde han slet ikke været af Klæderne. Da han kom hjem efter at have stukket Ravet i Frederiks Trøje, havde han kastet sig paa Sengen med Tøjet paa. Nu søgte han forgæves at huske, om han havde set paa Uret i Dagens Løb. Med eet standsede han. »Sæt, Uret er faldet i Hænderne paa Matrosens Broder,« tænkte han. »Saa er jeg om en Hals — Navnet staar jo indeni.« Det løb Endrus koldt ned ad Ryggen — han