76 vidste vel, hvorfor han gyste ved Tanken om, at den russiske Matros skulde have fundet Uret. Hvorfor havde han ikke straks gemt det, da han hørte Historien om Matrosen. Det var jo Russerens Broder, som Endrus havde plyndret og overladt til sin Skæbne. — »Hvis jeg har tabt Uret i Aftes, da jeg skyndte mig bort fra Værtshuset, er det maaske fundet der. Det gælder om at forespørge saa snart som muligt og faa Uret i Sikkerhed,« sluttede Endrus sin Tankegang. Han vendte sig om og satte Kaasen henimod Ravbyen uden at lægge Mærke til en mørk Skikkelse, som fra Grøften nøje gav Agt paa hvert af hans Skridt. Pludselig rejste den sig op og traadte ham i Vejen. Det var den russiske Matros! Endrus indsaa straks sin farlige Stilling, gjorde kort omkring og styrtede som en rasende af Sted over Marker og Hegn. Han haabede at naa Klitterne og skjule sig der, før den anden indhentede ham. Endrus løb for Livet — men Russeren var lige i Hælene paa ham. Den unge Smugler for af Sted, saa Blodet hamrede i hans Tindinger. Han nærmede sig Kysten, og pludselig aabnede Kløften sig for ham. Han vilde vove et Spring for at naa et Skjulested — for frem — et Fejltrin — og med et Skrig styrtede han ud over Klitten. Imidlertid gik Viktor træt og med tungt Hjerte videre langs Stranden. En forfærdelig Angest sammensnørede hans Bryst. Saa dybt var han altsaa sunket, saa dybt! Saadan skulde det ende!