82 handlet som du, kan jo nægte alt, naar det gælder.« Viktor slog Øjnene ned. »Jeg har sandelig givet dig Grund til at tenke ondt om mig. Men jeg har kun sagt dig dette, for at du kan tage dine Forholdsregler. Naar Martens kommer, saa sig ham det hele. Jeg skal rolig vente her.« Frederik tog sig med Haanden over Panden. »Det hele er saa utroligt — jeg maa tale med Far — jeg er helt forvirret,« sagde han. Derpaa gik han bort, mens Viktor lod sig falde ned i Faderens Lænestol. Gud ske Lov, nu var det første Skridt gjort. Men der var langt igen. Forhørene — han gemte stønnende Ansigtet i sine Hænder — og Gensynet med Faderen! Imidlertid var Endrus bleven fundet og bragt hjem til sin Værtinde. »Politiet — hent Martens,« stammede han, da man lagde ham paa Sengen, »jeg maa tale med ham, inden det er ude med mig — jeg har en Forbrydelse at tilstaa.« Endrus tænkte paa den unge Dykker, og et blegt, fortvivlet Drengeaasyn dukkede op for ham. »Martens er lige her uden for,« svarede Værtinden. Endrus rettede sig med en Kraftanstrengelse. »Rejs mig op,« bad han. »Giv mig Pen og Papir, jeg vil skrive noget.« Den hjælpsomme Kone bragte ham det ønskede og gik for at hente Martens. Med rystende Haand kradsede Smugleren nogle Linier ned, stak Papiret i en Konvolut og skrev uden paa.