84 Det blev hans sidste Ord. En Time senere døde han — med en Løgn paa Læberne; men han gjorde det for at frelse Viktor Hellwig, som han trods alt havde holdt af. Da Frederik havde forladt Viktor, løb han straks hjem, men hverken hans Fader eller Moder var at finde. Han vilde lige til at gaa ned til Stranden for at søge sin Fader paa Flaaden, da Martens kom ridende i skarpt Trav og standsede ham. »Gode Tidender, Werner,« raabte han allerede langt borte. »Deres Uskyld er bleven stadfæstet, og De er renset for hvert Gran af Mistanke. Det glæder mig at være den første, der bringer Dem den gode Nyhed.« »Hvordan — har Endrus — jeg mener, hvordan er det blevet opklaret?« spurgte Frederik forvirret. »De nævner Endrus — saa De havde Mistanke til ham? Jo, det er ganske rigtig ham, der har lagt Ravet i Deres Jakke, og ligeledes ham, der har stjaalet Kaptajnens Penge. Han ligger for Døden og har tilstaaet det hele. Se her.« Dermed tog Martens Endrus's Tilstaaelse frem og rakte Frederik den. Dykkeren læste den omhyggelig og gav den tavs tilbage; han saa, at Viktor ikke var nævnt i Papiret. »Det er en snedig Rad, den Endrus,« ytrede Martens. »Men jeg maa videre i en Fart, jeg lovede at hente Lægen, skønt han vist kommer for sent.«