86 Han gav Hesten af Sporen, men standsede med et Ryk. »Aah, Werner,« raabte han tilbage. »Kan De ikke løbe over med dette Brev til Viktor Hellwig? Jeg lovede, det skulde komme ham i Hænde, men har saa lidt Tid. Det er et Afskedsbrev fra Endrus. Direktørens Søn er nok den eneste Ven, den Fyr har haft, vil De sørge for Brevet?« »Det skal jeg, Hr. Martens.« Betjenten red bort, og Frederik skyndte sig tilbage til Hellwigs. Hvad indeholdt Endrus's Brev — stod der noget om ham selv deri? Havde Viktor alligevel talt i Vildelse — nej, det var umuligt. Da Frederik kom ind i Direktørens Stue, rejste Viktor sig fra Faderens Stol og spurgte med bævende Læber: »Du kommer vel med Politiet ?« »Nej,« svarede Frederik kort. »Der er hændt noget, som du ikke aner. Endrus er faldet ned ude i Klitterne og har døende tilstaaet alt. Han sender dig et Brev til Afsked.« »Har han ikke talt om mig?« spurgte Viktor sagte. »Nej, han sagde, han havde ingen medskyldige — men se, hvad dit Brev indeholder.« »Ikke jeg, men du,« svarede Viktor fast og lagde Brevet i Frederiks Haand. »Der skal ikke være noget skjult for dig.« Det kostede Frederik ikke saa lidt Møje at tyde de klodsede, usikre Skrifttegn; men da han havde fattet Meningen, sagde han: »Hør, hvad han skriver: »Jeg dør og vil til-