87 staa min Forbrydelse. Men jeg siger intet om, at du var Medvider, Viktor, og gør derved den første gode Gerning i mit Liv. Med mig er det alligevel ude. Men du kan endnu blive en hæderlig og en dygtig Mand. Endrus Stakulis«.« Der blev nogle Minutters Tavshed. Viktors Læber skælvede let, han lagde begge Hænder paa Vennens Arm: »Frederik, jeg ved, at jeg slet ingen Ret har til at bede dig om noget mere, men alligevel beder jeg dig saa bønligt, hvad du end gør, lad det ske snart, og gør mig Pinen kort. Jeg vilde saa gerne være standhaftig, og jeg er dog saa ræd for det, som kommer. Selv om Endrus har tiet, har du jo ingen Grund til at skaane mig — jeg, som har handlet saa slet imod dig.« Frederik saa medlidende ned paa den stakkels Dreng. Han havde samme Følelse som hin Aften paa den synkefærdige Skonnert, da han stod overfor Wladislaw. Ogsaa her gjaldt det at redde et ungt Menneskeliv. Han greb Viktors kolde Hænder og trak ham ind til sig. »Nej, Viktor, tag dit Brev tilbage, jeg vil ikke gøre Brug af det. Overfor din Far kan du sige, hvad du vil, men jeg tier som Endrus.« »Frederik,« raabte Drengen og stirrede paa ham. »Ja, Viktor, jeg vil holde mig til Endrus's sidste Vilje — den første gode Gerning i hans Liv. Vi har været Venner fra Barndommen, du og jeg, lad os vedblive at være det. Du vil aldrig mere falde for Fristelserne — vel?«