Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
98
§ 44- Norge: Retterbøder. 98
Haakons (1299—1319) Regjeringstid kan derfor betragtes som
en umiddelbar Fortsættelse af den af Kong Haakon Haakonssøn
indledede Lovgivningsperiode, der under Kong Magnus selv
udfoldede sin mest omfattende Virksomhed. Af privatretligt
Indhold vare især de store Retterbøder af 1280 og 1313, en
Retter-bod om Odelsløsning af 1316, om kuldlyste Børns Arveret af
1318 og en udateret Retterbod, ligeledes af Kong Haakon, om
Ægteskabsfællig. For Færøerne udstedtes 1298 det saakaldte
«Sauöabref», omhandlende Øernes ejendommelige, til Faareavlen
knyttede Landboforhold. Af Vigtighed for den offentlige Ret
var en Retterbod af 1302, der i enkelte Punkter gav nye Regler
for Thronarvefølgen, og især den det hele Pmibedsværk
omhandlende Retterbod af 17 Juni 1308, der særlig ved at afskaffe
den gamle, aristokratiske Lendermands- (og Jarle-) værdighed
fastslog Kongedømmets endelige Seier over de i det norske
Samfund endnu gjenværende Spirer til et Adelsvælde.
Overhovedet vare Nordmændene ved deres gamle Kongeæts Uddøen
i Aaret 1319 formodentlig Europas i Henseende saavel til
Rets-organisation som til Lovlydighed bedst stillede Nation. Men
med Opnaaelsen af denne indre Ligevægt havde den oldnorske
Kulturudvikling ogsaa ydet, hvad den formaaede. Netop deri,
at der ifølge Tidens Trang intet væsentligt mere var at
efterstræbe, fremtraadte den Stagnation, som paa Grund af en lang
Række tilkommende, ugunstige Omstændigheder efterhaanden
gik over til Forfald og Opløsning. Blandt disse Omstændigheder
var en af de vigtigste Kongedømmets Tilegnelse af Folkets
tidligere gjennem Thingforsamlingerne udøvede
Selvbestemmelsesret. Efter Indførelsen af en fælles Lovbog for det hele Land
kunde det ikke længer tillades det enkelte Lagthing ved
Særbeslutninger at gjøre Brud paa den herskende Retsenhed, og
Kongerne ansaa sig derfor saa meget mere berettigede til af
egen Magtfuldkommenhed at udøve den egentlige Lovgivning,
medens Retterbødernes Forelæggelse for Thingene faktisk sank
ned til en Kundgjørelsesformalitet Denne Opfatningsmaade,
der allerede utilhyllet fremtræder i Epilogen til Landsloven, hvor
Kong Magnus udtaler, at om nogen af hans Efterfølgere skulde
finde et eller andet Punkt i Lovbogen at tiltrænge Forbedring,
da forordne han dette saaledes, at Gud have Hæder deraf,
han selv Sjælebod og de Gavn, som derunder skulle bo og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
