Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
§ 45- Norge: Love og Lovgivning efter Reformationen. ioi
i det 16de Aarh. sammentraadte sjeldnere, i det 17de hyppigere
og mere regelmæssigt, bestod ifølge Kongens Kaldelse egentlig
af nogle Medlemmer af det danske Rigsraad samt enkelte norske
Stormænd. Men foruden disse mødte op en ikke ganske
faa-tallig Forsamling af høiere og lavere staaende, der dels havde
Søgsmaal eller Ansøgninger at varetage, dels af andre Grunde
indfandt sig, og med hvilke man derfor i Lovgivningsanliggender
kunde raadslaa. De norske Herredage nærmede sig derved i
Modsætning til de danske til at fungere som et Slags
raad-givende, omend meget formløse Stænderforsamlinger. For de
enkelte Landsdele maatte lejlighedsvis enten Lagthinget eller et
særskilt indkaldt, provindsielt Stændermøde, i kirkelige
Anliggender ogsaa Stiftssynoderne gjøre lignende Tjeneste. Endelig
besluttedes i Kjøbstæderne lokale Vedtægter, især af politiretsligt
Indhold, paa Møder af Byens Borgere, dog ligeledes under
Forudsætning af stiltiende eller udtrykkelig, kongelig Bemyndigelse
eller, som det hed, «paa Kongens Behag». Om man derfor end
kan sige, at den lovgivende Magt for Norges Vedkommende
fremdeles i Henhold til Magnus Lagabøters Lov tillaa Kongen
og udøvedes af ham,1 gjorde dog de mange Hensyn, han til
alle Sider ogsaa formelt havde at tage, at Lovgivningen ikke
alene faktisk, men ogsaa for en stor Del i Formen fremgik
af en Samvirken mellem Kongedømmet og de øvrige oven
nævnte Faktorer.2 Navnlig gjaldt dette den Række særlige
norske Recesser, der udkom under Kongerne Kristian III og
Frederik II, og hvis Indhold ligesom de tilsvarende danske var
temmelig mangfoldigt. Til disse ubestemte Forhold traadte
desuden en fremtrædende Vaklen i Afgjørelsen af, hvor der
skulde anvendes særlig norsk, og hvor fælles dansk-norsk Ret.
Det Exempel, som allerede Kongerne før Reformationen havde
givet ved at udstede enkelte fælles Love, fulgtes efter 1536 i
voxende Udstrækning. Kristian III ’s Kirkeordinants af 1537,
sammes Ribeartikler af 1542, Frederik Iis Søret af 1561,
sammes Gaardsret af 1562 og Ægteskabsordinants af 1582
gjordes udtrykkeligt gjældende ogsaa i Norge, omend fra først
1 Se om alt hidhørende især Aschehoug, Statsforfatningen i Norge og
Danmark indtil 1814 S. 462 ff.; jfr. ogsaa Fr. Brandt, Forelæsninger, I S. 48 ff.
2 De norske Rigsdage, som i det 16de og 17de Aarh. nogle Gange
indkaldtes, befattede sig derimod ikke med Lovgivningen i egentlig Forstand.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
