Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
24
§ 3- Foreningen mellem Sverige og Norge.
sit eget Pengevæsen og ikke tilsvare anden end sin egen
Natio-nalgjæld, se N. G. §§ 18, 93 og 110. At hvert Rige skal have
sin særegne Armé og Flaade, fremgaar af N. G. § 26. Og af den
Bestemmelse i N. G. § 1, R. A. § 1, at Norge skal være et
selvstændigt Rige, flyder, at det overhovedet skal have sine
særskilte politiske Institutioner. En Udvidelse af Fællesskabet i
saadanne kan for Norges Vedkommende altsaa blot ske ved
Grundlovsforandring.1
8. De indbyrdes Retsforhold, som mellem andre Stater ere
Gjenstand for traktatmæssig Afgjørelse, blive mellem Norge og
Sverige, forsaavidt de i begge Riger ere undergivne Kongens
Raadighed, ordnede ved Resolutioner, som Kongen i
Almindelighed afgiver under et for begge Riger, og som altsaa
indeholde Fællesregler, der skulle efterleves baade af norske og
svenske Autoriteter. Paa denne Maade er f. Ex. Postforholdene
og Telegrafforbindelsen mellem de forenede Riger ordnet. Da
Kongen ikke kan kontrahere med sig selv, have disse
Resolutioner ingen traktatmæssig forbindende Kraft. Kongen kan
naarsomhelst ophæve dem for det ene Riges Vedkommende. Den
samme Frihed har den lovgivende Magt i Norge, hvor Love
kunne istandbringes uden Kongens Samtykke.
Tiltrænger et mellemrigsk Retsforhold at ordnes gjennem
Regler, hvis Istandbringelse i noget af Rigerne ligger udenfor
Kongens Kompetence, kan det ske med
Nationalrepræsentationens Medvirkning, hvilken i Norge i Almindelighed maa ydes i
Form af Lovbeslutning. Da Rigerne ingen fælles
Nationalrepræsentation have, maa der i saa Fald for ethvert af Rigerne
udfærdiges særskilte Love af lige Indhold. Som oftest tage disse
Love det Forbehold, at de kun skulle gjælde, saalænge
tilsvarende Forskrifter ere i Kraft i det andet Rige. Et saadant
Forbehold i disse saakaldte gjensidige Love levner hvert Rige Ret
til, naar det finder for godt, ved ensidig Beslutning at ophæve
Loven. Hvorvidt Rigerne i Forhold til hinanden ved saadanne
Love kunne paatage sig Forpligtelser for bestandigt eller paa
bestemt Tid, har i Norge været anset tvivlsomt, men maa an-
1 Jfr. Aschehoug, I. 114—117.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
