Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Statsborgerretten i Danmark og Norge.
31
■I. Enhver svensk Borger har, forsaavidt han ikke er hindret
ved selvpaatagen Forpligtelse, i Almindelighed Ret til at
udvandre af Riget og nedsætte sig i fremmed Land.1 Dog maa
den, som er i saadan Alder, at han skal tjene i Bevaringen,
have Kgl. Tilladelse, Kundgj. 13 Nov. 1860, § 4.
Den, som udvandrer og tager fast Ophold i fremmed Land,
ophører imidlertid ikke derved at være svensk Statsborger og
Undersaat.2 Dette bliver blot Tilfældet med:
a) den, som erhverver kongelig Bevilgning til at udtræde af
sit undersaatlige Forhold til Sverige, en Bevilgning, som kun
meddeles under det Vilkaar, at han optages som Undersaat i
fremmed Land. Udtrædelsen omfatter hans Hustru.
b) Svensk Kvinde, som gifter sig med fremmed Stats
Undersaat.
c) Endvidere ere alle Forfattere enige om, at den svenske
Undersaat, som erhverver Borgerskab i fremmed Ståt, derved
taber sin Statsborgerskab i Sverige. Denne Sætning viser, at
svensk Borgerret anses uforenelig med Borgerret i et andet Land.
Om den ogsaa gjælder de Svensker, som blive Borgere af andet
Land, saasom Norge eller Danmark, blot ved at tage fast
Bopæl der, er et Spørgsmaal, som ikke vides at være afgjort.
Sikkert er det, at svensk Undersaat nu ikke taber sin
Borgerret ved uden Kongens Tilladelse at gaa i fremmed Magts
Tjeneste.
5. I det dansk-norske Monarki var den undersaatlige
Troskab og Lydighed, saalænge Enevældet varede, den
fremtrædende Side af Retsforholdet mellem Staten og dens Medlemmer.
Til Rigets Undersaatter henregnedes alle, som der havde sin
faste Bopæl, Lovbogens i — i — i, Rs. 2 Nov. 1759, Fr. 9 April
1810 §§ 4 og 6 m. fl.
Den almindelige Regel var og er fremdeles, at enhver
fremmed kunde indfinde sig og have Bopæl i disse Riger. Herfra
er der nu alene gjort Undtagelse i Danmark for Tatere,
Musikanter, Gjøglere og deslige Personer, hvilke ikke maa indfinde
1 Naumann, III, 18—22.
2 Den modsatte Anskuelse er gjort gjældende af flere Forfattere, men er
gjendreven af Annerstedt, loc. cit. Side 18—19.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
