Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
2 220 § 23. Foreløbige Love og Lovfortolkninger.
Lovs Indhold, kan deri ligge et Forbehold af Folkethingets Ret til
at paatale den foreløbige Lovs Udgivelse som Grundlovsbrud.1
Rigsdagens Bifald kan alene gives i de ved D. G. §§52 og
53 foreskrevne Former, altsaa som Lovbeslutning, og Beslutningen
maa for at blive gyldig sanktioneres af Kongen.
Forkaster et af Thingene Kongens Forslag om, at den
foreløbige Lov skal bifaldes paa den ene eller anden Maade, saa er
det dermed afgjort, at den ikke skal blive endelig Lov.
Enhver Rigsdagsmand maa i det Thing, hvor han har Sæde,
kunne fremsætte Lovforslag om, at en af Kongen endnu ikke
forelagt foreløbig Lov skal ophæves, og da vel ogsaa omvendt
om, at den skal stadfæstes. Hvis nu noget af Thingene antager
et Forslag af förste eller forkaster et Forslag af sidstnævnte Art,
opstaar det Spørgsmaal, hvorvidt Beslutningen har nogen anden
Betydning end Antagelsen eller Forkastelsen af hvilketsomhelst
andet Lovforslag. Dette er paastaaet, idet der er lært, at den i
Lovforslaget omhandlede foreløbige Lov i saa Fald strax maa
bortfalde.2 Herom er imidlertid sikkerlig Meningsforskjel.
Vi gaa nu over til det Tilfælde, at Kongen først har givet
en foreløbig Lov, derpaa ophævet denne ved en ny forelobig
Lov og forelagt begge til Efterretning for Rigsdagen.
Bifalder Rigsdagen, hvad der saaledes er sket, anses det
overflødigt, at den behandler eller stadfæster nogen af dem.3
Antager noget af Thingene, at den første foreløbige Lov
burde være bibeholdt, og altsaa misbilliger den sidste foreløbige
Lov, saa kan det ikke ved at forkaste denne bevirke, at den
første igjen træder i Kraft, endnu mindre, at den bliver endelig
Lov. Thi selv i det lidet tænkelige Tilfælde, at begge Thing
forkaste den foreløbige Lov, som ophæver en tidligere, maa denne
forblive ophævet. Vil Rigsdagen have den sat i Kraft, maa det
ske ved en af begge Thing fattet Beslutning, som erholder
kongelig Sanktion. Dette synes os en ganske sikker Lære, da
den danske Grundlov kræver Kongens Samtykke til
Lovbeslutninger, hvorved Rigsdagen har antaget hans Forslag i uforandret
Skikkelse. Den danske Grundlov ’vil saaledes ikke, at Kongen
paa Forhaand skal kunne binde sig, men at han altid skal
1 Jvfr. Matzen, II, 194—19.5.
2 Matzen, II, 178.
3 Matzen, II, 1830.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
