Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
312
$ 3°- Statskassens Forvaltning.
virke til, at der uden Storthingets Samtykke foretages Handlinger,
hvortil Storthingets Samtykke er fornødent, er det vistnok den
rette Lære, at den norske Rigsret ikke kan frifinde, fordi den
anser den uhjemlede Udgift nyttig eller endog nødvendig.1 Dette
er især klart, hvis Regjeringen har forlangt, men Storthinget
nægtet at bevilge Midler til Foretagendet, før dette blev udført,
og Sagen kan næppe staa anderledes i Tilfælde af, at Regjeringen
har undladt paa Forhaand at æske Storthingets Samtykke, uagtet
dertil havde været Anledning. I modsat Tilfælde stiller Sagen
sig vistnok tvivlsommere. Men erkjender man først, at
Forlangende af Efterbevilgning ogsaa i saadant Tilfælde er den rette
konstitutionelle Fremgangsmaade, skjønnes det ikke, at Resultatet
kan blive et andet. Herved er selvfølgelig ikke tænkt paa, at
Udgiften er fremtvungen ved en fremmed Magts Trudsler med
Krig og lignende Tilfælde, i hvilke man maa forudsætte, at
Udgiften bliver godkjendt. I Virkeligheden har Storthinget aldrig
gjort Ansvar gjældende for nogen Udgift, naar Regjeringen har
indrømmet, at den har overskredet sin Kompetence, og derfor
anholdt Storthinget om Efterbevilgning.
Ogsaa i Danmark have nogle opstillet den Sætning, at
det tilkommer Rigsdagen, ikke Rigsretten at bedømme den
paaklagede Regjeringshandlings faktiske Nødvendighed.2 Den danske
Rigsret er imidlertid i en Dom af 28 Febr. 1856 gaaet ud fra
den modsatte Anskuelse, idet den frifandt Ministre, som vare
tiltalte for under Rigsdagens Samvær og denne uadspurgt at have
anvendt Midler til Krigsrustninger, som ansaas nødvendige for at
kunne opretholde Danmarks Neutralitet under Krimkrigen, og
tildels bestod i Foranstaltninger, til hvilke Rigsdagen før havde
nægtet Bevilgningen.1 Et herved foranlediget Forsøg paa at
faa istandbragt en Lov, som skulde betage Rigsretten Adgang
til i saadanne Tilfælde at prøve Udgiftens Nødvendighed, fandt
Modstand saavel fra Regjeringens Side som i Landsthinget og
mislykkedes.
1 Aschehoug, II, 181—182.
2 Holck II, 147—151; Matzen III, 112—113.
3 Dansk Kigsretstidende, Første Sag, 1856, Dommen med Præmisser findes
S. 1004—1007, jvfr. Ørsted, Belysning af de med Hensyn til Rigsretsdommen
paa Højesteret gjorte Angreb, Kbhvn. 1856.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
