Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
386
§ Troesfriheden.
ikke forbudte i Danmark, men Grundloven er ikke til Hinder
for, at Lovgivningen forbyder dem.
2. Den norske Grundlovs § 2 indeholdt i den Skikkelse,
hvori Rigsforsamlingen oprindeligt antog den, et Led, som lød:
Alle kristelige Religionssamfund tilstedes fri
Religions-øvelse. Men denne Bestemmelse blev ved den endelige
Redaktion af Paragrafen udeladt, formodentlig blot gjennem en
Forsømmelse. Paragrafen bestemmer, at Jesuiter og
Munkeordener ikke maa taales, hvilket fremdeles er gjældende Ret.
Derimod blev det i Paragrafen oprindelig indtagne Forbud mod,
at Jøder indfandt sig i Landet, ophævet ved Grlsbest. af 21
Juli 1851.
I det hele taget har altsaa den lovgivende Magt i Norge
Adgang til at ordne fremmede Religionsbekjenderes Retsstilling
i Riget, eftersom den finder for godt. Kun maa den ikke gjøre
noget af deres Kirkesamfund til Statskirke, altsaa ikke
overdrage Statsmagterne Omsorgen for og Bestyrelsen af noget
andet Kirkesamfund end det lutherske.
Det varede lang Tid, inden Rigsforsamlingens Tanke at
indrømme alle Kristne fri Religionsøvelse blev iværksat. De
ældre Straffebestemmelser mod Proselytmageri og Overgang til
den romersk-katholske Kirke forbleve længe i Kraft. Endog de
Indskrænkninger, Fr. 13 Januar 1741 gjorde i Statskirkens
Medlemmers Adgang til at holde Opbyggelsesmøder, bleve først
hævede ved Loven af 27 Juli 1842. Ved den saakaldte
Dis-senterlov af 16 Juli 1845 gik man derpaa med et Spring over
til fuld Religionsfrihed for alle, der bekjende sig til den kristelige
Religion uden at tilhøre Statskirken.1 Loven tillagde dem ikke
alene Ret til fri Udøvelse og Forkyndelse af deres Tro inden
Lov og Ærbarheds Grændser, men opstillede ogsaa den Regel,
at den forskjellige kristelige Troesbekjendelse ikke skulde
begrunde nogen Forskjel i Rettigheder og Pligter, undtagen hvor
Grundloven eller Dissenterloven selv medførte noget andet.
Dissenterne kunne danne Kirkesamfund under Ledelse af egne
Præster eller Forstandere, der anerkjendes som saadanne af
1 Brandt, Om fremmede Religionsbekjenderes Retsstilling efter norsk Lov:
Separataftryk afTidsskrift for den evangelisk-lutherske Kirke, Bind IX, Ilefte 4, 1884.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
