Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I I/j. §14- Overdragelsen af fast Ejendom. Fortsættelse.
deres Krav gjældende; jfr. strax nedenfor og særlig med Hensyn
til Jærnbanefdg. 1880 § 7.
Tilbage staar endelig endnu Besvarelsen af Hovedspørgsmaalet
i denne Materie, som er: Hvilken er Lagfartens retlige
Betydning? Med Hensyn dertil kan først bemærkes, at den i Tidernes
Løb har undergaaet en ikke ringe Forandring. Efter 1734 Aars
Lov J. B. Kap. 4 §§ i og 2 var det af Retten udstedte
«Fastebrev» at anse som en Bevidnelse af, at Kjøberen ved lovligt
Opbud og efterfølgende Venten i Nat og Aar havde iværksat, hvad
der behøvedes for at afskære de til Ejendommen
Løsningsberettigedes Krav, og at hans Ejendomsret følgelig forsaavidt maatte
staa urokket. Den Betydning har Lagfarten nu ikke længere;
thi ifølge den citerede Fdg. 16 Juni 1875 angaaende
Lovbydelses-pligtens Ophør kan og skal netop den Løsningsberettigede,
forsaavidt en saadan endnu findes, naar han vil udøve sin Beføjelse
i saa Henseende, fremføre Kravet derpaa, i Byen inden 6 Maaneder
og paa Landet senest paa den første Rettergangsdag af det
Ting, som indfalder Nat og Aar efter at Lagfart er bevilget
paa den Ejendomserhvervelse, som gaar forud for
Løsnings-paastanden. Der er dernæst en anden Betydning, som man
i tidligere Tid har villet tillægge Lagfarten som Følge af, at
Udtrykkene i J. B. Kap. 4 §§ i og 2 uden nogen særlig
Hentydning til de Løsningsberettigede ere holdte i en saadan
Almindelighed,1 at man vel kunde foranlediges til at opkaste det
Spørgsmaal, om ikke denne Opbydelse maatte betragtes som
rettet til alle de til Ejendommen Adkomstberettigede, og den
satte Frist følgelig være en almindelig Præklusionsfrist for alle
Vindikationssøgsmaal med Hensyn til Ejendommen. Fastebrevet
maatte da fra dette Synspunkt virke lig med en Ejendomsdom,
der tilintetgjorde alle ældre Ejendomsadkomster. Imod denne
Anskuelse, som er fremsat af den berømte O. Rabenius i hans Skrift:
Om klander å jordafång,- kunde imidlertid navnlig paaberaabes
Bestemmelsen i J. B. Kap. 10 § 1, som lyder: Ingen har Magt
’ Da skall koparen inför Rätten jorden offentligen uppbjuda låta . . . Göres
ei å den jord klander . . . gifva då Heradshöfding fastebref derå.
2 Nordling: Præskription 40—42. I 1639 vedkjendte begge Upsala
Universitets juridiske Professorer D. Sidenius og J. Loccenius sig denne Mening,
med Hensyn til den ældre Landslovs J. B. 18; Annerstedt: Upsala Universitets
Historie 1, 297—98.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
