Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
248
§ 44- Real- eller Grundbyrder. 248
Forpligtelsen til at svare de enkelte Præstationer,
Grundbyrden hjemler, paadrages eo ipso ved Erhvervelsen af den faste
Ejendom, jfr. dansk L. 19 Febr. 1861 § 63 i. f. og vedvarer
saa længe, Vedkommende beholder Ejendommen. Dog strækker
Forpligtelsen sig ikkun til de Præstationer, der i denne Tid
forfalde. Besidderen er ikke ansvarlig for Formandens Restancer.1
Forpligtelsen paahviler Debitor som enhver anden Forpligtelse;
den kan altsaa ogsaa præskriberes som al anden Gjæld.*2 Det
følger ikke af Grundbyrdens Begreb, at den Berettigede har
Sikkerhed i Ejendommen for de enkelte forfaldne Ydelser. I
Danmark og Norge nyder han kun saadan Sikkerhed, hvor han
udtrykkeligt har stipuleret samme, eller Lovgivningen selv har
knyttet Fortrinsret til den enkelte forfaldne Præstation (jfr.
ovenfor S. 231—32 om Skatter og Tiendefordringer.3) I Sverig
derimod har ifølge H. B. 17-9-4 den Berettigede Sikkerhed
i Ejendommen for de enkelte Præstationer, dog ikke for dem,
der ere forfaldne for mere end 3 Aar tilbage, før Konkurs
indtræder, eller Udlæg gjøres. En yderligere Sikkerked kan den
Berettigede ikke opnaa ved udtrykkelig Stipulation. Med Hensyn
til Fortrinsretten for Skatter, Tiende og Frälserente se ovenfor
S. 234. Om i Danmark og Norge Fdg. 12 Marts 1790 er
analogisk anvendelig, saaledes at den Berettigede, naar han har
betinget sig Sikkerhed, dog taber Fortrinsretten i Relation til senere
tinglig Berettigede, naar han betror Skyldneren Restancer udover
i Aar, er tvivlsomt, men synes at maatte besvares bekræftende.
Naar den forpligtede Ejendom udstykkes, fører den danske
Lovgivnings Principer til, at Grundbyrden maa hvile solidarisk
paa hver enkelt Parcel.5 Den Adgang, den danske Lov af 23
Jan. 1862 § 6 giver til at faa Tiendebyrden fordelt, maa derfor
betragtes som en særlig Bestemmelse. I Sverig derimod maa
efter Analogien af, hvad der er bestemt med Hensyn til Pant,
’ Se dog Schrevelius II, 324.
2 Jfr. Hallager-Aubert I, 167—68; Gram 680—81.
3 Efter dansk Ret har Tiendetageren for den enkelte Afgift — som tidligere
antydet — næppe nogen Panteret i Grunden, men kun en særdeles privilegeret
Fordring, jfr. Kkl. §§ 32 og 38, se iøvrigt om dette Spørgsmaal Ørsted Hb VI,
264 — 68; Hansen Skifteret 375—81 og Gram 628—33.
4 Jfr. Hallager-Äubert II, 453 men Dom i U. f. R. 1867 S, 86.
5 Jfr. U. f. R. 1874, 326.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
