- Project Runeberg -  Nordisk Retsencyklopædi / 3. Den nordiske strafferet. Almindelig Del ved C. Goos /
20

(1878-1899) [MARC]
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

20 § i o. Fortsættelse. Subjektive Bestemmelser.

1. Ingen kan begaa en Forbrydelse mod sig selv.
Aner-kjendelsen af denne Sætning finder i den nordiske Strafferet sit
afgjørende Udtryk deri, at ingen af de trende Landes Straffelove
betragter Selvmord som en strafbar Handling, se d. Sti. § 308
og n. Sti. Kap. 28 § 12, der ophæve Bestemmelserne i D. L.
og N. L. 2-10-4 og 6-6-21 om Selvmordere, samt sv.
Pro-mulgationsfdg. § 2, smh. med Misgerningsbalk Kap. 13 i
Lands-loven 1736.1

2. At juridiske Personer som tænkte Retssubjekter ikke
kunne handle og altsaa heller ikke være forbryderske Handlingers
Subjekter, er givet. Logisk er det derimod ikke udelukket, at
de kunde rammes med Straf for andres Forbrydelser, og herom
kunde der opstaa et, rigtignok kun ved enkelte Straffe praktisk
Spørgsmaal, naar en Person, der har Hjemmel til at handle paa
en juridisk Persons Vegne, i denne sin Egenskab har begaaet en
Forbrydelse. At Spørgsmaalet imidlertid maa besvares
benægtende, er efter alle tre Landes Ret utvivlsomt som Følge af de
Grundsætninger, de vedkjende sig med Hensyn til Tilregnelighed
som nødvendig Strafbetingelse, jfr. nedenfor § 8. En saa
fuldstændig Fravigelse fra denne Grundsætning, som vilde ligge i en
modsat Regel, er i de fleste Tilfælde ligefrem udelukket ved
Straffebudenes Ord, og hvor dette ikke er Tilfældet, kunde den
dog kun antages, hvor en særlig Ordning tydelig viser, at ganske
andre Hensyn end de strafferetlige have været de afgjørende,
saa at Retsfølgen i Grunden med Urette bærer Navn af Straf.
Exempler paa en saadan anomal Ordning ere nu kun sjælden
forekommende Undtagelser. Sædvanlig er f. Ex. en Konfiskation
eller en Opløsning, der maatte ramme en juridisk Person, slet ikke at
opfatte som Straf. Hvad særlig Bødestraf angaar, følger det i
dansk Ret af den ved Straffeloven og L. 16 Febr. 1866 givne
Regel, ifølge hvilken Bødens Inddrivelse ikke forsøges, at det at
paalægge juridiske Personer denne Straf vilde være
betydningsløst.2

3. Adskillige Bud i Straffelovene nævne som Subjekt for
visse Forbrydelser Personer, der staa i særlige Forhold, f. Ex.

1 Goos II, S. 133 o. ff.

2 Goos II, S. 136, o. ff. og 270 o. ff., Lasson I, S. 67 ff., Schweigaard I,
S. 310, n. H. R. D. 7 Marts 1874 i Retstid. S. 324—32.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Dec 11 16:04:22 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/retsency/3-1/0026.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free