Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
§ i o. Subjektive Bestemmelser: Forsæt som Strafbetingelse. 55
§ 42 givet en positiv Regel med Hensyn til den saakaldte
aberratio ictus, der i Resultatet kommer ud paa det samme, som
var hjemlet i ældre dansk og norsk Ret, se D. og N. L. 6. 11. 5,
nemlig at Straffen bliver som for fuldbyrdet, forsætlig
Forbrydelse. Den Maade, hvorpaa den sv. Sti. udtrykker Regelen
— «straffes som vore gerningen föröfvad emot den, åt hvilken
den ämnad var» — viser imidlertid, at Synspunktet ikke er, at
der foreligger fuldbyrdet forsætlig Drab af den, der er ramt,
men at det er Forsøget paa at dræbe den, man havde for Øje,
der belægges med Straffen som for fuldbyrdet Forbrydelse, dog
med den i Lovstedets Slutning tilføjede Lempelse. At den
n. Sti., der ikke har nogen tilsvarende Bestemmelse, ved
Udtrykkene i Kap. 14 § i skulde hjemle det samme Resultat i
dette Spørgsmaal, som var fastsat ved Chr. V.s Lov, kan næppe
antages. Udtrykkene synes ikke at nøde til denne Forklaring,
om de end ere fuldt forenelige med den. Antages der ikke at
være givet nogen Afgjørelse ved Loven, vil denne komme til at
bero paa, hvad Forholdets Natur tilsiger. 1
At der, naar en fra Begyndelsen uforsætlig, retsstridig
Virksomhed ikke er afsluttet, kan indtræde en Tilregnelse af det
senere foretagne som forsætligt ifølge Teoriens saakaldte dolus
subsequens, efter Omstændighederne med det samme eller et
ringere Ansvar end ved den fra Begyndelsen forsætlige
Forbrydelse, er anerkjendt i en Række Bestemmelser i Loven.
Disse vise imidlertid paa den anden Side ogsaa, hvad der ikke
mindre end hin Sætning stemmer med Forholdets Natur og det
ovfr. i § 6 Nr. 1 Ltr. c udviklede, at den blotte Undladelse af at
hindre Virkningen af en ikke forsætlig Handling, selv efterat
man er bleven vidende om dens objektive Karakter, i det højeste
kan begrunde Ansvar for et delictum sui generis, se herved
n. Sti. Kap. 11 §§3, 5, 12, Kap. 16 §§ 1, 4 (Ordet «beholder»),
§ 8, Kap. 18 § 4, Kap. 21 §§ 14, 15, Kap. 22 §§ 1 og 2,
sv. Sti. Kap. 11 § 10, Kap. 12 §§6, 8, 16, Kap. 15 §§ 1, 17,
d. Sti. §§ 130, 160, 242, 248, 267, 277, i St. Med disse
Lovbud sammenholdes følgende, hvor det strafbare Forhold er
1 Carlén S. 268, Bornemann Saml. Skr. III, S. 327 o. ff., Goos II, S. 410
o. ff. og S. 448 o. ff., jfr. dog Schweigaard I, S. 175 76, II, S. 99—100,
Lasson I, S. 116.
Nordisk Retseneyklopædi. III 4
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
