Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
§ 25- Straffens Bestemmelse ved Forbrydelsers Sammenstød. 245
som Straf, jfr. ovfr. S. 168—69. anden Fravigelse fra
Kumulationsprincipet er fakultativ, idet L.s § 62, 3 St. tillægger
Domstolene en Bemyndigelse til undtagelsesvis, «naar den
Skyldige paa samme Tid skal dømmes for en større og en
forholdsmæssig kun ubetydelig Forbrydelse, at anvende endog den ringeste
Grad af den for hin foreskrevne Straf, naar denne efter
Omstændighederne i det Hele maa anses tilstrækkelig».1 Adskillige
Straffebud for enkelte Forbrydelser, der betinge den i dem
bestemte Strafs Anvendelse af, at Forholdet ikke efter sin
Beskaffenhed medfører højere Straf, jfr. f. Ex. d. Sti. §§ 198, 210,
give Anledning til det Spørgsmaal, om det har været Meningen
dermed at godkjende en Afvigelse fra den almindelige, ogsaa
ved concursus idealis gjældende Kumulationsregel, hvilken da
maatte opstilles som en tredje, ved specielle Bud hjemlet
Undtagelse. For saa vidt imidlertid disse Regler ikke maatte antages
kun at have for Øje Tilfælde, hvor der ikke foreligger flere
Forbrydelser i én Handling, men én Forbrydelse, der kan
subsumeres under forskjellige Straffebud, er der i alt Fald næppe
tilstrækkelig Grund til at lægge mere ind i dem end et Forbehold
af det strængere Strafiferesultat, som de almindelige
Sammenstøds-reglers Anvendelse maatte medføre.2
Efter den norske og den svenske Straffelov gjælder der en
principiel Forskjel med Hensyn til Straffebestemmelsen, eftersom
de flere Forbrydelser ere begaaede ved én Handling, — hvorved
norsk Straffelov tillige udtrykkelig nævner det Tilfælde, at flere
Handlinger, der udgjøre en fortsat Forbrydelse, tillige indbefatte
nogen anden Forbrydelse, — eller de flere Forbrydelser ere
begaaede ved flere Handlinger.
I det første Tilfælde bliver regelmæssig kun én Forbrydelse
at belægge med Straf (Absorberingsgrundsætningen); de
Forbrydelser, hvis selvstændige Straf bortfalder, betragtes som
skærpende Omstændigheder ved hin, n. Sti. Kap. 6 § 11, sv. Sti.
Kap. 4 § i, jfr. sv. Sti. Kap. 10 § 9, Kap. 13 § 2, sv. Sti. f.
Kgm. § 31, i St. Den norske Straffelov forudsætter herved,
at de flere Forbrydelser ere af ulige Strafbarhed, og det er da
naturligvis Straffen for den største Forbrydelse, der skal anvendes,
1 Mot. t. d. Sti.s Udk. s. 94 o. ff.
2 Goos Forel. ov. d. St. R.s sp. Del S. 43—44, 176—77, 183—84.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
