- Project Runeberg -  Nordisk Retsencyklopædi / 3. Den nordiske strafferet. Speciel Del ved C. Goos /
248

(1878-1899) [MARC]
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

24«

S 48. Egentligt Bedrageri.

Bestemmelsen, kan omtvistes1. Særlige Regler for enkelte
regelmæssig eller dog efter Omstændighederne herhen hørende
Tilfælde findes i Kap. 21 § 7, der med lavere Straf end
Bedrageristraffen rammer den, som i Vindingshensigt «fordrer, hvad han
ikke har at kræve», fremdeles «den, der overdrager Fordring,
som er afgjort» (naar Cessionaren ikke er kommen i Vildfarelse),
samt den, der «modtager Betaling eller anden Ydelse, som allerede
er erlagt , endvidere i det i § 4, St. 2 omtalte Tilfælde af
Forsikringsbedrageri, hvorhos endelig ogsaa Kap. 21 § 24 omfatter
saadanne Tilfælde. Disse Bud, af hvilke de to første maa
forstaas med nogen nærmere Begrænsning-, ere iøvrigt tidligere
omtalte, se § 47 under Nr. 2 og ovfr. i denne Paragraf under
Nr. i.

3. Naar en utilregnelig Persons Sjælstilstand benyttes til at
fremkalde eller styrke en Vildfarelse og derved forlede ham til
en Disposition til hans Skade, finde de under Nr. 1 angivne Regler
ligefrem Anvendelse, og kun Bedømmelsen, om Svigen er
retstridig og har bevirket Dispositionen, kan blive paavirket af det
særlige ved Forholdet3, jfr. dog sv. Sti. Kap. 20 § 3 Nr. 5,
der bestemmer, at den, der «svikligen tager nägot fran barn,
som ej fy lit tolf är eller frän afvita» skal anses som for stöld eller
snatteri, se ovfr. S. 184. En Persons utilregnelige Tilstand kan
imidlertid ogsaa benyttes til, uden at nogen Vildfarelse eller
Uvidenhed fremkaldes eller styrkes, at forlede til en Disposition,
som vedkommende ikke vilde have foretaget, hvis han havde
været normal. En saadan Forledelse kan ogsaa kaldes Svig, og
der vil i Danmark ikke være Tvivl om, at Forholdet vil kunne
straffes efter d. Sti. £ 257, og efter Omstændighederne efter
Analogien af § 251. I Sverige vilde Kap. 22 § 1 ikke kunne
rumme Tilfældet; men i Regelen vil Forholdet falde ind under
den anførte Bestemmelse i Kap. 20 § 3 Nr. 5. I Norge vilde
Kap. 21 § 1 ikke kunne anvendes, men Handlingen vilde i mange
Tilfælde kunne straffes som Underslag efter Kap. 21 § 9.

Svig kan det derimod ikke kaldes, naar tilregnelige Personers
Letsind benyttes til at forlede dem til Formuedispositioner imod
deres velforstaaede Interesse. Saadant Forhold vil i Regelen være

1 Herfor S. K. S. 64 og S. U. M. S. 242, imod Hagerup S. 115—16.

- Hagerup S.
137—39-Goos 11 S. 359, 369 og 487.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Dec 11 16:04:34 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/retsency/3-2/0264.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free