- Project Runeberg -  Nordisk Retsencyklopædi / 4. Processen. Den danske og norske Proces /
40

(1878-1899) [MARC]
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.



§ 17- Almindelige Grundsætninger. 48

lig mellem principale og subsidiære Paastande og Anbringender
maa iagttages.

I den ordinære Civilproces er derhos Eventualmaximen
gjennemført for faktiske Anbringenders Vedkommende og sikret
ved et strængt Præklusionssystem. Enhver Part skal paa engang
anføre alle sine faktiske Anbringender, og der kan mod
Modpartens Protest ikke tages Hensyn til hans senere Anbringender,
medmindre Parten ikke har kjendt vedkommende Søgsmaalsgrund
eller Indsigelse, eller den først er opstaaet senere, eller
Modpartens Procedure først giver Anledning til at fremkomme med den;
der gives dog nogle ganske enkelte Indsigelser, som Dommeren
ex officio skal tillægge Virkning, paa hvilket Punkt af Sagen de end
maatte fremkomme, t. Ex. at Gjælden rejser sig af Hazardspil.1
Eventualmaximen gjælder derimod ikke for Bevisførelsen; denne
kan i og for sig skee paa ethvert Stadium af Sagen; noget
Andet er, at Parten paa et senere Stadium af Sagen ikke altid kan
faae Udsættelse til at fremskaffe Bevismidlerne, naar der tilforn
har været tilstrækkelig Tid og Opfordring hertil."

I Forbindelse hermed kan mærkes, at der paahviler Parterne
Forpligtelse til at udtale sig fuldstændigt, bestemt og
tydeligt om Modpartens faktiske Anbringender, saaledes at Parten
ellers maa taale, at han ansees at erkjende Rigtigheden af
Modpartens Anbringender.3 Hvor nøjagtig Partens Erklæring maa
være, beroer naturligvis paa Omstændighederne, og i saa
Henseende har det Betydning, om Parten kan antages at have
personligt Kjendskab til vedkommende Faktum eller ej.4 Det er
derhos en Selvfølge, at den omhandlede Forpligtelse er at
henføre til Parten selv, saa at hans Repræsentant i Retten maa sørge
for at erholde nøjagtig Besked af ham. Hvad der anføres,
maa selvfølgelig være sandt; en Procedure, som bærer Præg af
at sigte til Sandhedens Fordølgelse fortolkes altid mod den Paa-

1 Som en saadan Indsigelse maa i Danmark Umyndighedsindsigelsen
nævnes, Nellemann II §31, p. 125, hvilket ikke ubetinget gjælder efter norsk Praxis,
norsk Retstid. 1863 p. 252.

2 Nellemann II § 1, p. 7, § 18, p. 68, § 22, p. 88. Schweigaard I § 51,
p. i6i, § 67 p. 248, § 68 p. 259.

3 Nellemann II § 28, p. 112, Schweigaard I § 68, p. 258.

4 Jvfr. O. I. Levison, Nogle Bemærkninger om de Tilfælde, hvor en Part
nægter at kunne erindre Faktum, dansk Ugeskr. f. Retsv. 1873 p. 721.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Dec 11 16:04:51 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/retsency/4-1/0048.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free