Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
7°
§ 29. Om Syns- og Skjønsforretninger i Norge.
at formelle Indsigelser mod en saadan Forretning i sin
Helhed eller den egentlige processuelle Fremgangsmaade under
samme høre under den i Syns- eller Skjønssagen fungerende
Dommer, og Anker i saa Henseende maae derfor gjøres gjældende
ved Appel. Forandringer i Forretningens Resultat med
Hensyn til det, der var overladt til Mændenes frie Bedømmelse,
kunne kun erholdes gjennem Oversyn eller Overskjøn, som
foretages paa lignende Maade som de oprindelige Forretninger
af det dobbelte Antal Mænd. I det Hele taget gjælder om slige
Oversyn eller Overskjøn lignende Regler som i Danmark; kun
er man i Norge maaske mere tilbøjelig end i Danmark til at
overføre visse Regler om Appel paa disse Forretninger;
saaledes antages de almindelige fatalia appellationis for Appel til
Overretten anvendelige ved Erhvervelse af Overskjøn af en efter
Dom optagen Skjønsforretning. Hvad endelig angaaer Indsigelser,
der ikke kunne henføres til nogen af de nævnte, altsaa navnlig
Indsigelser mod Mændenes Fremgangsmaade, er Forholdet mere uklart.
I visse Tilfælde maae Indsigelser gjøres gjældende ved Appel. Er
saaledes Skjøn optaget efter Dom, ansees dette som et ligefremt
Supplement til Dommen, hvorfor det antages, at Anker, som
ikke umiddelbart ramme den egentlige Skjønsbcdømmelses Resultat
(f. Ex. naar Skjønnet paastaaes tilblevet gjennem Retsvildfarelse,
Misforstaaelse af Dommen), maae gjøres gjældende ved
Appel til Overretten. Ogsaa i andre Tilfælde, altsaa med
Hensyn til de under en Sag optagne Syn og Skjøn, var Theorien i
ældre Tid ikke utilbøjelig til at ansee dette som bindende for
Hovedsagens Dommer, saa at det maatte optages som Fundament
for Dommen, uanseet om det f. Ex. ikke angik det Objekt,
som Dommeren fandt det rette. Denne Anskuelse er dog ikke
fulgt strængt i den nyere Praxis, og i Theorien synes den nu
opgivet, idet det antages, at Hovedsagens Dommer ikke har at
dømme efter et Skjøn, medmindre det angaaer og afgjør noget
Faktisk, hvorpaa Udfaldet efter hans Opfattelse beroer.1
Angaaer Skjønnet derimod den rette Gjenstand, men Fejlen er, at
denne er ufuldstændig undersøgt, f. Ex. hvor en fast Ejen-
1 Schweigaard I § 127, p. 546, Ugebl. for Lovk. 1863—64 p. 281. Udkast
til L. om Rettergangsm. i civile Sager Mot. p. 254, O. Platou 1. c., se iøvrigt
Schweigaard I § 128, p. 547 ff. Lasson, Om Appel i civile Sager p. 247.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
