Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
§ 90. O’11 Bevis i kriminelle Sager.
195
den forbryderiske Handling selv, kunde bevises ved Indicier.1
I nyere Tider næres der dog ikke længere nogen Tvivl herom.
Allerede før Fr. 8 September 1841 var Indiciebeviset ogsaa paa
dette Omraade anerkjendt i Danmark, og det Samme gjælder om
Norge. Der haves imidlertid ikke i Norge almindelige lovbestemte
Regler for dets Anvendelse, men der stilles i det Hele temmelig
strænge Fordringer i saa Henseende.’2 Saadanne almindelige Regler
haves derimod i Danmark i Fr. 8 September 1841. Efter denne
Lovbestemmelse fordres først flere (altsaa idetmindste to) beviste
Omstændigheder (Indicier), der hver for sig gjøre det sandsynligt, at
den Tiltalte har begaaet Forbrydelsen; af saadanne nærmere
Indicier nævnes flere i Fr.s § 3, uden at det dog er Meningen, at
denne Angivelse skal være udtømmende. Lige med disse nærmere
Indicier stilles efter Omstændighederne saadanne direkte Beviser,
der ikke have fuld Beviskraft, f. Ex. enlige Vidnesbyrd,
Vidnesbyrd afgivne af ikke fuldstændigt lovfaste Vidner. De
saaledes beviste Omstændigheder skulle dernæst stemme overens,
dels indbyrdes dels med de øvrige oplyste Omstændigheder.
Eiet gyldigt Indiciebevis tilvejebragt, har dette i Reglen samme
Virkning som et direkte Bevis; dog ere Domstolene efter den
nævnte Fr.s § 7 berettigede til at anvende Strafarbejde paa Livstid
istedetfor Livsstraf, naar Beviset er tilvejebragt ved Indicier.a
Som et Indiciebevis af en særegen Karakter mærkes det
saakaldte indirekte Tyvs- og Hælerbevis, D. og N. 6-17-10, 11,
dansk Fr. 8 September 1841 § 6. For at dette Bevis kan siges
at være tilvejebragt, udfordres for det Første, at der er ført
Bevis for, at den Sigtede har havt paagjældende Koster i sin
Besiddelse, at der dernæst er tilvejebragt sædvanligt Bevis for en
Andens Ejendomsret til disse Koster, og fremdeles at der af
den ældre Besidder er aflagt Tilhjemlingsed, hvorved forstaaes en
edelig Bekræftelse af, at Kosterne ere ham frakomne paa en
saadan Maade, at han maa antage, at de ere ham frastjaalne. Men
foruden disse Momenter udfordres endeligt den negative
Omstændighed, at den Sigtede ikke kan paavise Hjemmel for sin
Erhvervelse af Kosterne eller dog paa anden Maade svække den
’ Hall de indiciis eorumque vi, Havn. 1840.
2 Schweigaard I § 132, p. 571.
3 Larsen III 2, p. 189.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
