Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VII. Slægten på Guinea-kysten. I. Jacob Ulrik Hansen Grundtvig (1775—1801)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Afrejse.
119
overfart; 2) tjænestetiden skal regnes fra hans ankomst
til Guinea; 3) der kan måske ydes ham fuld gage fra
det nævnte tidsrum [det endte med at han fik det]; 4)
det guineske råd skal sörge for hans hjæmrejse; penge
dertil kan han ikke få; 5) løftet om befordring står i
hans kaldsbrev. »Kammeret vænter, hedder det
videre, »inden få dage at modtage Deres bestemte
erklæring, om De vil udgå til Deres embede med det
skib, som i begyndelsea af næste måned bliver
sejlfærdigt til Kysten.« Grundtvig måtte böje sig, beklagede,
at han ikke kunde få sin familie med, men erklærede
sig villig til at rejse. Han bad om, at hans hustru i
hans fraværelse måtte hæve halvdelen af hans gage
(50 rdl. kvartalet). Den 7. Avgust kunde kammeret
meddele Lind, at Grundtvig vilde med; samme dag
sendte det denne hans instruks, i hvilken det
fremhæves, at en af hans hovedpligter er »at påse
ungdommens tilbørlige undervisning. «
Omtrent den 1. September afgik skibet, »Generalinde
Schimmelmann« (kaptajn Mortensen), på sin lange rejse.
Foruden Grundtvig var der følgende andre passagerer:
en botanikus Thonning, en kirurgus Schwartzacher, to
Sergeanter (Briand og Blitz), en konstabel (Berger) og
en Bøssemager (Meyer). Der var knap plads om bord;
kun Grundtvig var kahytspassager, medens botanikeren
og kirurgen matte logere og spise sammen med
mandskabet. Rejsen forløb heldigt, og den 12. Januar 1800
nåede de til hovedfortet Kristiansborg på
Guineakysten.
Det var intet tillokkende syn, som mødte J. Grundtvigs
öje, da skibet kastede anker ud for det sted, der nu i flere
år skulde være hans hjæm. Landet var bart og øde, med
nogle få træer og noget lavt buskads. Fortet lå tæt ud
til vandet og så i det skarpe sollys lige så bart og
afskrækkende ud som selve egnen: en uregelmæssig samling
af tårne, bastioner og flade tage, med en mur uden om
det hele. Alle vegne kiggede de sorte kanonmundinger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
