Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 8. Nakasungnak - 9. Vennerne, som bespiste hinanden ondt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
70
af alle Kræfter, gik han op, da han havde faaet to Fisk, og disse
vilde han lade leve og have som Huusdyr. Da de Andre vare
færdige, og havde bragt deçes Fangst op, kogt den, og begyndte at spise,
tog Nakasungnak blot ganske lidt af Fadet, først siden mærkede han
at de smagte godt, men da han saa vilde spise dygtigt, var der ikke
mere. Saa tog han sine Huusdyr, dræbte og spiste dem. Henad
Sommeren sagde Stedets Beboere: »snart er det paa Tiden, at de
store Myg komme, saa vil der vise sig en Sky sydfra.« Af og til
gik Nakasungnak ud og speidede, men der var intet at see. Engang
laa han atter og sov, da de raabte, at de store Myg kom.
Nakasungnak gik ud og saae en adspredt Sky vise sig sydfra, og derpaa
voxe og komme nærmere. Derpaa gik de Alle ind i Teltet, surrede
det godt til efter sig med Snore, og tilstoppede alle Aabninger. Men
Nakasungnak vilde blive ude og see til, de søgte at afholde ham
derfra, men det hjalp ikke. Snart derefter kom Myggene, og deres
Vingers Larm lød som Stormens Susen; deres Braadde, med hvilke
de ståk i Teltet, vare af Størrelse som Pilespidse, og deres Legemer
som Teisternes. Saasnart de vare dragne bort, lukkede de atter Teltet
op og gik ud, da var Nakasungnak borte; de søgte og fandt ham
endelig under Forenden af Baaden, men som Beenrad.
9. Ven lierne.
To Venner elskede hinanden høit. Fra deres Ungdom af havde
de altid holdt sammen. Den ene boede paa Yderøerne, den anden
inde i en Fjord; men de besøgte stadig hinanden, og naar de i nogle
Dage ikke havde seet hinanden, følte de megen Længsel. Om
Sommeren pleiede Fjordboen at drage paa Rensjagt, og naar han skulde
til at begive sig til Kysten igjen, pleiede han at medtage et heelt
Rensdyr af dem med lodne Horn, uden at udtage Tælgen, for dermed
at beværte sin Ven. Denne derimod samlede paa samme Maade hele
hengjemte Sælhundekroppe. Naar Rensjægeren vendte tilbage, pleiede
han strax at besøge Vennen; denne beværtede ham først med
lækkert tillavet tørret Sælhundekjød, om om Aftenen, naar det var blevet
varmt i Huset, satte han det hengjemte (raae, frosne) Sælhundekjød
frem og bad ham spise det som Kjølig-Mad. Gjæsten roste saa dets
Smag, og de snakkede sammen til langt ud paa Natten. Dagen efter
pleiede Fjordboen at indbyde sin Ven til sig, og naar han kom, spiste
de alene af Rensdyr, og isærdeleshed den bare Tælg. Om Aftenen
pleiede Værten at sige: »bring os nu noget Kjølig-Mad;« derpaa
hentede de det hele Rensdyr med Tælgen i. Vennen fandt det endnu
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
