Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 46. Pigen, som røvedes af en Indlandsbo - 47. Barnet, som røvedes af Indlandsboerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
156
herte hun den Gamle hente noget, og idet hun endnu bestandig
grædende holdt Haanden for Ansigtet , kiggede hun mellem Fingrene og
saae, at det var Tælg af et Rensdyrhjerte, som hun vilde give hende.
Men da hun ikke vilde have det, trak den Gamle sig atter tilbage;
senere kom hun frem igjen og sagde: »hvad vil du spise, vil du have
Ernaut?» Fremdeles grædende, tænkte hun: »hvad mon de vel kalde
Ernaut?« Kiggende mellem Fingrene saae hun, at den Gamle tog et
Stykke Renstælg frem og bød hende det med de Ord: »spiis nu, og
vær stille.« Men hun vilde heller ikke have det. Da hun nu
bestandig vedblev at hyle og græde, sagde den Gamle, at hvis hun ikke
holdt op, vilde hun tage hendes Støvler af, men saa græd hun endnu
heftigere. Idet hun hørte en Støi, saae hun mellem Fingrene et
Menueske, hvis Reen vare bare Knogler, komme krybende med Haanden
støttet paa Brixen. Denne sagde til hende: »hold dog op at græde,
ellers ville de gjøre ved dig ligesom ved mig. Jeg var ligesom du,
blevet røvet og bragt hertil, og da jeg ikke vilde holde op at græde,
toge de mine Støvler af og gave mig andre paa, som vare fulde at
Vandmænd, Edderkopper og Orme. Dem snørede de fast, og da de
toge dem af igjen, var alt Kjødet gaaet af mine Been.« Da
Knokkelmanden havde talt saaledes, gav Pigen sig endmere til at græde.
Den Gamle hylede af Arrigskab, Pigen saae mellem Fingrene og
bemærkede, at hun kom med et Par Støvler, i hvilke noget rørte sig;
men hendes Mand greb dem, kastede dem i en Krog, og da først
holdt hun op at græde. Men nu passede Manden bestandig paa hende,
og tabte hende aldrig af Syne. Ilvergang hun vilde udenfor Huset, greb
han hende og førte hende ved Haanden. Endelig sagde hun engang:
»nu tænker jeg ikke mere paa at forlade eder, lad være at passe saa
nøie paa mig, jeg hölder nu meget af dig, gaa du kun paa Erhverv.«
Da hun havde talt saaledes, gik hun bag Huset; men ligesom hun var
kommen i Skjul, gav hun sig til at løbe og vedblev at ile afsted
indtil hun naaede Kysten og sine Slægtninges Telt, og uden at standse
løb hun tværs igjennem Forhænget lige ind i Teltet. Hun sagde:
»Indlandsboerne ville vistnok hente mig, lader os ile herfra.« Strax
ladede de Baaden, reiste og opsloge deres Bopæl paa de yderste Oer.
Efter den Tid lagde de af Frygt aldrig mere op paa Fastlandet.
47. Barnet, som rovedes al’ Indlaiidsboerue.
En Mand ved Navn Tungnerdluk havde sin stadige Boplads ved
en Fjord; om Sommeren drog han ind i Landet paa Rensjagt, og var
i Reglen meget heldig. Om Vinteren drev han sin Fangst i Mun-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
