Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 47. Barnet, som røvedes af Indlandsboerne - 48. Hunden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
158
tabte sig, men lian satte nu Sjælen i det igjen, hvorpaa det kom sig.
Tungnerdluk betalte ham godt med Spæk, Kjød og Renstælg, idet
lian sagde: »hvis du herefter kommer i Nød, vil jeg hjælpe dig.«
Senere hen kom der engang to fremmede Kajakker, for at
besøge Tungnerdluk. Da de nærmede sig, kunde han see, at den ene
havde en stor Hvalbard paa Kajakken. Disse Mænd havde nemlig hørt
tale om den vældige Tungnerdluk, som skulde have hentet sit Barn
fra Indlandsboerne, og de kom nu for at gjøre Nar af ham. De sagde:
»Tungnerdluk, fortæl os lidt om dine Bedrifter, vi ville forære dig
Hvalbard derfor.« Tungnerdluk svarede: »det Slags trænger jeg ikke
til;« derpaa gik han med dem til sit Forraadskammer, og viste dem
sit store Oplag, baade af Hvalrostænd-er og Hvalbarder. Da de saae
dette, bleve de ganske tause, gik ikke engang ind i Huset, men
bortfjernede sig strax, og kom aldrig mere paa Besøg.
18. II ii ii (I en.
Et Par gamle Ægtefolk havde to Sønner og en lille Datter.
Sønnerne vare meget stærke Mænd og dygtige Erhververe; de pleiede at
komme hjem, slæbende deres Sælhunde i en Række. Engang vare
Sønnerne gaaede ud paa Landet, men kom ikke igjen. Medens man
forgjæves ventede paa dem, kom en Mand og fortalte, at han havde
seet dem hængende paa en utilgængelig Fjeldvæg. De vare ophængte
ved Benene, saaledes at man hverken fra oven eller fra neden kunne
komme til dem; dette havde Indlandsboerne gjort. Da nu de gamle
Forældre sadde i dyb Sorg, blev der fortalt dem, at deres Naboer
havde mange Hundehvalpe. Konen lod sin lille Datter gaae hen og
hente een, som hun tog til sig som sin Pleiesøn , id-et hun lod den
sove paa Brixen og gav den Die. Om Vinteren bemærkede hun, at.
Hunden kradsede sig i Ansigtet, hvorpaa den hvergang talte, og
spurgte hende: »hvorledes seer jeg nu ud?« Paa Slutningen af
Vinteren kom de i stor Nød, da de havde mistet deres Erhverver. Da
sagde Hunden, at den vilde gaae paa Vandring ind i Landet. En
Nat vækkede den atter sin Pleiemoder, efterat have kradset sig i
Ansigtet, og sagde: »er jeg smuk endnu? imorgen vil jeg drage bort.«
Derpaa løb Hunden ind i Landet. Den forstod nemlig, ved at kradse
sig i Ansigtet at skræmme Mennesker tildøde. Den opsøgte
Indlandsboerne, som vare ifærd med Aandebesværgelse. Deres Angakok kunde
mærke dens Komme, og raabte: »Ild, Ild!« Men Hunden kradsede
sig i Ansigtet, sprang ned i Huusgangen og skjulte sig der. Da de
nu kom med Lys, og fik den at see, skræmmede den dem tildøde. .
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
