Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 57. Om to Venner, som vare Angakut, deres Optagelse blandt Ingnersuït
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
177
sin Ven, der efterstræbte ham, roede han ind ad Landet til, men
endnu inden han naaede de yderste öer, mærkede han, at Vandet
strømmede ind i hans Kajak; han fordoblede sin Fart, men
forgjæves. Tilsidst blev han endnu kun ved Fangeblæren holdt flydende.
Da først mindedes han, at han som Angakok havde flere Brødre blandt
Ingnersu’it til Tornakker, og strax da han havde kaldet paa dem, saae
han tre Kajakker paa Rad komme ude fra Søen af. De to forreste,
som tillige slæbte paa Fangst, kom hurtigt til ham, ståk deres Aarer
fra hver Side i hans Kajak, og holdt den derved over Vandet, medens
den Tredie udbedrede Kajakken og trak sine Underklæder af, som
han gav den Sunkne til at iføre sig. Derpaa satte de ham atter i
Kajakken, bandt deres fangne Sælhunde sammen, og sagde, at dem
skulde han slæbe paa, for at blive varm. Selv roede de foran, og
han bagefter i strygende Fart. De kom til en temmelig høi 0, og
paa Ydersiden af den var der et stort Huus; der stege de op og gik
ind. Da de havde sat sig ned, saae han for sig den ældgamle
Huus-herre, hvis slappe Ansigtshud hang ned over Øinene. Den Gamle trak
blot Huden lidt tilside, og saae paa de Indtrædende. Strax efter
raabte man, at der kom to Kajakker med Fangst paa Slæb. De som
skulde trække Sælhundene op, gik ud, og kom atter ind med
Slæberemmene , som havde Beenbesætning af skinnende hvid Hvalrostand,
og efter dem kom de to Kajakmænd. Idet de traadte ind, betragtede
de blot den Fremmede og sagde bebreidende til deres Brødre:
»hvorfor kom I ham ikke til Hjælp i rette Tid, før han begyndte at fryse?«
Men de svarede: »han kaldte ikke paa os, før han var ved at synke.«
Derpaa bøde de Qvinderne at hente tørret Kjød, indbundet i Skind.
Da de havde spiist, trak den Gamle Huden fra sine Øine, saae ud af
Vinduet, og sagde til den Yngste: »gaa hen og hent vore
Slægtninge.« Den Unge skyndte sig ud, og kom tilbage efter nogen Tid i
stærk Sved. Den Fremmede tænkte: »hvor kan han have været, siden
her intet Huus var at see i Nærheden, da vi kom?« Men snart kom
der fem Mænd, af Skikkelse som de fem Brødre, og ligeledes ledsagede
af en Olding. Med dem fulgte en Anden. Det var nemlig den i Kajak
omkomne , som først havde villet dræbe sin Ven. Han satte sig ned
foran denne, og turde neppe slaae Øinene op. Da de havde beværtet
Gjæsterne, trak den ældste Broder et Skind frem, udbredte det paa
Gulvet, prøvede Kræfter først med sine Brødre og derpaa med
Gjæsterne, men ingen kunde maale sig med ham. Derpaa prøvede
Huus-herren med den anden Gamle, men denne maatte ogsaa give tabt. De
Fremmede, saaledes beskjæmmede, bortfjernede sig. Men Tornakkerne
sagde til de Mennesker, som de havde frelst, at de herefter ikke maatte
gjøre saa og ikke leve i Uvenskab. Da de andre vare bortdragne,
Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn. 12
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
