Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 66. Om Manden, som gjerne vilde have Børn, men blev narret ved Tryllemidlet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
197
veis slåp hans Reisemad op, og da han var meget sulten, fortærede
han den ene af de smaa Fisk, Rogntisken, som han dog ikke vilde
bruge. Allerede underveis mærkede han noget i sine Indvolde. Hans
Mave blev saa tyk, at han neppe mere kunde komme ned i Kajakken.
Derfor maatte han blive paa den første beboede Plads, han traf paa.
Under sit Ophold der mærkede han, at han var frugtsommelig.
Pladsens Beboere havde en Jordemoder, denne bad de Folk, som gik
omkring paa Landet, øm at søge efter en Knogle af en død ’Rypes Fod.
Endelig kom En hjem med en saadan Knogle, og hun samlede derpaa
nogle blaae Smaadyr, som fandtes under Gulvfliserne i Teltet. Ved at
gnide den Frugtsommelige med disse Ting dannede hun en Aabning,
og forløste ham lykkeligt med en Datter. Han forblev paa Pladsen,
medens Barnet blev fedet, og da det blev lidt større, reiste han videre
og kom hjem til sin Hustru. Imidlertid blev Datteren paa sit
Fødested og voxede op, men kunde ikke lære at tale. Endelig blev hun
voxen, uden endnu at kunne tale, og da hun var meget smuk, tog
den eneste Mand, som var der, hende til Hustru. Senere fik hun en
Datter, men kunde selv endnu ikke tale. Hun pleiede at lade
Bedstemoderen passe Barnet, medens hun selv maatte flense Sælhunde.
Engang medens hun saaledes var beskjæftiget, og Manden var borte
i Kajak, hørte hun Barnet skrige, gik derfor op og saae, at det
blødte stærkt paa den midterste Finger, og medens hun holdt Barnet
mellen Hænderne, døde det af Forblødning. Da Manden kom hjem
og spurgte om Barnet, var der Ingen, som kunde sige ham Besked,
og han brød sig ikke videre om det. Senere fik Konen atter en Datter,
men det gik ined hende, som med den forrige. Tredie Gang derimod
fødte hun en Søn, og nu vidste Faderen ikke, hvorledes han skulde
bære sig ad, af lutter Glæde. Om Aftenen, naar han kom hjem, tog
han den Lille, og vilde ikke slippe ham, førend han skulde lægge sig,
og ligesaa gjorde han om Morgenen, fra den Tid lian vaagnede og
til han skulde ud i Kajak. Men nu gik det med denne ligesom med
Dottrene. Engang medens Faderen var borte, og Bedstemoderen
skulde passe Barnet, hørte Moderen det skrige, gik saa op, og saae,
at det var skaaret i den midterste Finger, hvorpaa det forblødte og
døde imellem hendes Hænder. Da Faderen kom hjem, og Ingen vilde
sige ham Besked om Barnet, blev han rasende og sagde til Konen:
»Du maa skamme dig over, at du ikke kan tale, endskjøndt du har
Børn; nu maa du ikke blive her længer, pak dig bort.« Strax lavede
hun sig til at drage afsted. Idet hun gik ud, vendte hun sig om til
Manden, talede for første Gang og sagde: »dette er xiarsagen til
deres Død, at deres Bedstemoder har overskaaret deres midterste
Finger.« Med disse Ord gik hun bort, lige ind i Landet; langt fra
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
