Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 77. Sønnerne, som hævnede deres Moder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
223
ham, indvilligede han omsider, og de droge afsted, benyttende blot
een Baad. Efter at være reist langt nordefter, kom de omsider
omkring et Næs og fik Øie paa en Mængde Telte, som stode inderst i
en lille indelukket Bugt. Den næste Morgen gik Flygtningen tilfjelds,
og da han saae, at en Kajak kom ud fra Bugten, gik han ned og
satte sig ligeledes i sin Kajak for at følge ud med ham. Da han
kom ham nær, syntes han at skulle gjenkjende ham, nemlig som om
det kunde være den næstyngste af de Brødre, med hvilke han havde
boet sammen i sin Hjemstavn. Altsom de fulgtes ad til Jagepladsen,
udspurgte han sin Ledsager saaledes: »er du født her i Landet?« —
»Ja, jeg er født her.« — »Er du ogsaa kommen til Skjelsaar og
Alder her?« — »Nei, jeg er rigtignok hverken født eller opvoxenher;
paa Landet histovre er jeg født og opvoxen. Da vor ældste Broder
blev dræbt af sin Hustru, droge vi ud for at finde Mordersken, og
kom da hertil.« — Flygtningen spurgte videre: »Er du gift?« — »Ja.« —
»Ere alle dine Brødre gifte?« — »Ja, med Undtagelse af den yngste.«
— »Har Du Børn?« — »Ja to, begge ere Drenge.« — Have dine
Brødre ogsaa Børn?« — »Ja de have, nemlig lutter Drenge.« —
Da de nu kom hjem fra Jagten, og han havde været lidt inde i Teltet,
hørte de Folk raabe udenfor, og derefter kom hine Brødve farende ind.
Den, som nu var den ældste, satte sig ligefor sin fordums Svigerske og
sagde: »Disse Fremmede kan man nok snart kjende !« Ved at høre dette,
sagde han som var eneste Mand blandt sine Sødskende, nemlig
Flygtningen : »Ja vel, skjøndt vi ere fremmede, ere vi lette at kjende, man
kan ogsaa kjende eder, skjøndt 1 ere fremmede.« Den ældste Broder
sagde: »mon vi kunne lade dem leve nu, da vi see dem første Gang
igjen?« Deres Fjende, Qvinden som havde begaaet Drabet, stod netop
og lavede Sytraad. Hendes Broder sagde: »man siger at Qvinder ikke
due til at hævne sig paa Mænd.« — Med disse Ord tog han en stor
Kniv frem, rakte den til den ældste Broder og sagde: »dræb først
denne Stakkel, han er opkaldt efter min Fader, efter ham, som I have
dræbt.« Den fæle Mand tog Kniven og ståk efter Barnet, som stod
opreist paa Gulvet, men den hørtes støde mod noget haardt, som
gjorde Modstand. Da han ikke kunde stikke ham, og skulde til at
eftersee Spidsen, var denne knækket, hvorefter han gav Kniven
tilbage, og de alle gik ud af Teltet. Lidt efter gik Flygtningen ud og
saae da, at hine vare ifærd med at bryde op fra deres Leirplads.
Derpaa gjorde han det samme og begge Reiseselskaber droge derfra i
Følge. Hine mange Brodre satte igjen over Havet, tilbage til deres
Hjem, men deres Fjender droge sydefter til det nye Land, som de
havde fundet, og der, siger man, hvile deres Been.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
