Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 136—170. Uddrag af forskjellige Sagn fra Grønlands Vestkyst. — Brudstykker af gamle Sange - 148
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
•336
148. Amerdlangitsunguak blev gift med en Pige, som havde mange
Brødre. Da lian havde faaet hende til Hustru, forsømte han af
Kjærlighed til hende sin Fangst, og blev tilsidst altid hjemme hos hende,
saa at hans Kajak omsider revnede af Tørhed. Herover bleve Svogrene
utilfredse og skjøndt de vedbleve at holde af ham, gjorde de ham dog
Bebreidelser formedelst hans Forsømmelighed. Men han spiste med
de andre, uden at ville gaae ud. Omsider blev den mellemste af
Brødrene alvorlig vred, og en Aften, da han havde fanget og kaldte
Mændene til at spise, sagde han, idet Bryststykkerne sattes frem: «nu
ere de lette at tage, nu er der ingen Vanskelighed ved dem, nu ere
de komne, spiser nu?» Disse Ord kunde Amerdlangitsunguak ikke
glemme, da han vidste, at de gjaldt ham. Han blev ganske taus, og
vilde ikke deeltage i Maaltidet. Nogen Tid derefter indtraadte der
streng Vinter, Veiret blev stedse slettere, Fangsten ophørte og de
begyndte at føie Trang. Imidlertid havde hans Kone, medens der blev
fanget, stadig gjemt noget af det Spæk og Kjød som de havde faaet
i Foræring. Dermed hjalp hun nu Brødrene, men Mangelen blev stedse
større; tilsidst lagde de sig, afkræftede af Sult, og gik slet ikke ud
mere. Han og Konen gik endnu kun ned til Strandbredden og
samlede Tang til Føde. En Aften tændte Konen sin Lampe og sagde:
»nu tænde vi, for ikke mere at faae Ild at see« (d. e. for sidste
Gang). Samme Aften gik Amerdlangitsunguak ud og opgravede den
ældste Svogers Kajak af Sneen, og den følgende Morgen sagde han
til sin Kone, at han vilde ud. Hun søgte at afholde ham, da det
blæste Nordenstorm og man intet kunde see for Sneefog; men han
satte sig i Kajakken og forsvandt strax i Sneefoget. Da han kom
lidt længere ud, klarede det lidt op. Han blev hele Dagen borte, men
kom om Aftenen hjem med to Remsæle. Konen deelte forsigtigt ud i
ganske smaa Strimler til de forhungrede Brødre, kun hun selv og
Manden spiste tilstrækkeligt. Den følgende Dag udgravede han den
næste Broders Kajak og gik paa samme Maade ud og fangede i den,
og saaledes vedblev han til han anden Gang havde gjennemgaaet alle
deres Kajakker. Da først kom de atter til Kræfter, og de begyndte
at staae op. Da han nu næste Gang vilde ud paa Fangst, vilde den
ældste Broder følge med ham; han raadede ham derfra, men det hjalp
ikke. Da de kom ud tilsøes, og saae den første Sælhund dukke op,
lod Amerdlangitsunguak sin Svoger harpunere den, men da denne var
for svag til at fuldende Fangsten, roede han til, dræbte den og satte
Slæberemmen paa for ham, og idet han gav ham den, sagde han, at
nu skulde han roe til Landet med sin Fangst, men vogte sig for at
komme paa Læsiden af Smaaøerne, thi der vilde han komme i de
korte Strømbølger og ikke slippe derfra med Livet. Imidlertid fort-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
