Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 136—170. Uddrag af forskjellige Sagn fra Grønlands Vestkyst. — Brudstykker af gamle Sange - 157 - 158 - 159
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
•342
Da Isen aabnede sig, lagde de ham i en Baad, for at bringe ham til
Pisugfik og opsøge en Angakok, der kunde helbrede ham. Da de kom
ud af Fjorden, mødte de deres Slægtninge og Baadene kom til
hverandre, fordi disse vilde see til. den Sovende, men han rørte sig blot
lidt og lagde sig saa brummende atter til at sove. Da de naaede
Sermersut døde han omsider, uden endnu at være vaagnet. Hans
Grublen over at blive Angakok havde dræbt ham.
158. Blandt dem, som gik paa Rensjagt i Kangerdlugsuak,
fortælles der, var et Par gamle Ægtefolk med en Søn. De pleiede at
gaae op til Indsøen Tasersiak og leire sig paa den Plads, som kaldes
Karsormiut. Medens de engang opholdt sig her, døde Sønnen. De
Gamle ønskede, at Sønnens Kone var død i hans Sted, og i deres
Fortvivlelse begravede de hende levende ved hans Side, idet de lode
en lille Aabning være i Graven, saa stor, at de kunde stikke med en
Kniv ind til hende. Men hun, som anede hvad de vilde gjøre, krøb
over Mandens Lig hen til den Side, hvor der intet Hul var. Der laa
hun og hørte, hvorledes de ståk med en Kniv ind efter hende, og
hvorledes de saa i flere Dage efter hverandre hylede over Graven.
Endelig blev det ganske stille, og da det ogsaa Dagen efter var ganske
stille, krøb hun vansmægtende ud af Graven. Da hun var kommen
ud, slukkede hun først sin Tørst ved en Vandpyt, som var fuld af
Smaadyr. Derpaa lavede hun Snarer af sine Haar og fangede smaa
Landfugle. Ved at spise dem kom hun lidt til Kræfter, slæbte sig,
tildeels krybende, ned til Kysten og naaede Teltepladsen Ekalungmiut,
men da hun kom dertil vare alle Folk allerede dragne hort derfra,
hvorfor hun gik videre langs Kysten til Ugujartorfik. Sammesteds
traf hun endnu een Baad, Dagen førend ogsaa den skulde have
forladt Fjorden. Disse Folk toge hende med sig. Imidlertid vare hendes
Svigerforældre dragne ud af Fjorden til deres Slægtninge. De havde
fortalt disse, at deres Søn og Svigerdatter begge vare døde, og sadde
netop sammen, begrædende de Afdøde, da hun ankom.
159- Der fortælles om en overordentlig hurtig Kajakroer, som
boede paa Agpamiut dengang Sydlændingene bosatte sig ved Ikamiut.
Hans Navn var Mitinguak. Naar det om Vinteren blæste vedholdende
Nordenvind, pleiede han at gaae tilsøes paa Alkejagt, uden Fuglepiil,
og at komme hjem med Kajakken heelt fuld af Alker. Hans
Samboende kunde ikke forstaae hvorledes han fik dem, eftersom han slog
dem med sin Aare alene. Engang tik en af Sydlændingene ved
Ikamiut Lyst til at maale sig med ham i Kajakroening. Han roede derfor
til Agpamiut, men da han kom dertil var Mitinguak borte. Det blæste
en Nordenstorm, da Mitinguak saaes at komme tilbage med en
Sælhund surret fast paa Kajakken med Fangeremmen. Da han nu kom
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
