Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anmærkninger - 15—20
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
•358
kommen Gjengivelse af en Deel af de gamle Angakuts Mythologi, der af den nuværende
Slægt ikke opbevares i dens oprindelige Fuldstændighed, saa at Lnkelthedenie blive
forvirrede og usammenhængende. Det er udaibeidet efter 5 Opskrifter, nemlig 2 i Kraghs
Samling, og desuden af lians Mørch, Albrecht Reck og A mos Daniel, men da de alle
vare meget uforstaaelige, er Fortællingen gjort noget tydeligere efter den mundtlige
Fortælling af en gammel Kone, ved Navn Sarah, som stammer fra Østkysten, opholder sig
ved Godthaab og er voxen døbt, samt meget bevandret i de gamle Sagn. Desuden spores
Sagnet i en af Fortællingerne fra Østkysten, skjøndt Maanen ikke udtrykkeligt nævnes i
samme, men vel Indvoldsudtngeren.
1G-18. Den utroe Hustru, Qvindens og Hundens Afkom, og
Manden, som fik en Fiskeand til Kone. Om disse Eventyr gjelder lildeels det samme
som om det forrige. De ere affattede efter 5 forskjellige Opskrifter, nemlig fra Albrecht
i Labrador, Kraghs Samling, Kreutzmann, Peter og Am’s Daniel, samt efler den
mundtlige Fortælling af Sarah. Hvorvidt de virkelig skulle sondres i de 3 særskilte
Fortællinger, er uvist, men i Opskrifterne vare Begivenhederne saaledes sammenblandede, at der ikke
paa anden Maade kunde bringes Orden i dem. Den labradorske indeholder først Nr. 16
indtil Konens Forvandling til en Itæv, derpaa gaaer den over i Nr. IS, som fortælles
paa en lidt anden Maade og uden det sidste Eventyr. Den i Kraghs Samling, hvori
Qvinden kaldes Tartuke, er hovedsagelig Nr. 17. Den Kreutzmannske, hvori Manden
kaldes Kapisiak, er Nr. 16, kun med den Forskjel, at Konens Galan ’.ar en Hund,
hvorimod Sarah gjengav den labradorske Fremstilling om det mandlige Væsen (i Originalsproget
er Udtrykket djærvere) i Indsøen Den Godthaabske er endelig Nr. 18, temmelig ordret.
19. Den Ufrugtbare, efter 3 Opskrifter: af Jakob Dahl, Kreutzmann og
Johannes, der alle i Hovedsagen stemme overeens. Fortællingen henlægges tillige af dem
alle til Sydgrønland, og navnlig den sidste Episode til llolstensborg; men da dette
mu-ligen kunde være en Lokalisering, ere Stednavnene udeladte. Maaden, hvorpaa dell gamle
Fisker skaffede Manden en Søn. er tildeels beskreven som naturlig, uden Trylleri. I den
anden Opskrift er Sagnet Nr. 6 indblandet; ligeledes kaldes Angakokken Tugto og der
er indflettet en Fortælling om ham, som synes at være fra et andet Sagn, og endelig er
det den gamle Fisker, som laver Tupilekken.
20. Brødrene. Dette temmelig dunkle Sagn, som dog er meget bekjendt, er
modtaget i 4 Opskrifter, af Jakob Lund, Mathæus, Kristoffer og Kreutzmann. af hvilke
især den anden og tredie ere benyttede. Desuden findes der i Kraghs Samling, under
Navn af Augpilagtok, et Sagn, som indeholder noget lignende. Det synes som om der
i hele Sagnet er en Sammenblanding af et blot Eventyr med en Fortælling, der har et
historisk Grundlag. Deels synes det nemlig at gjengi ve en Overtro om, at hvor store
Masser af Sælhunde forfølges og dræbes, kunne de efterlevende hævne sig paa
Mennesket, deels at indeholde en Erindring om Indianerne. I den første Opskrilt er der en
længere Indledning om, hvorledes Brødrene flytte fra den ene Fjord til den anden, hver
bestandig med flere Sælhunde, indtil de komme ti! et Sted, hvor Sælhundesiimerne ere
saa tætte, at de neppe kunne roe igjennem dem. Tjenerinden er her ell Mand, som ikke
eiede Kajak. Manden, som fulgte den ældre Broder, blev hentet ude paa en 0 og
Fjenderne, som de traf inde i Landet, vare Erkilikker. Desuden traf de inde i Landet en
anden eventyrlig Person, Nakajuk (de Tykmavede kaldes ogsaa Narrajut), som havde en
uhyre Masse Bern, og naar lian ihjelslog dem, kom der paa een Nat ligesaa mange igjen.
I den sidste Opskrift kaldes Fjenderne i det indre af Landet: „De som blinke opad eller
blinke paalangs". Det henstilles, om der heri kunde ligge en Hentydning til de
Indianere, som kaldes Loueheux, Squint-eyes eller Skelere, og soin ved et Blik til Siden
skulle kunne undgaae deres Fjenders Pile. Disse Indianere ere blandt de nuværende
Eskimoers værste Fjender.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
