Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 1. Om Sydlændingen Singajuk og hans Efterkommere. — En Familiekrønike fra Godthaab, efter den mundtlige Fortælling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
2
dette var förste Gang, at Mangilak var Skylden til et Menneskes Død
(nemlig Hexens, som vilde forhexe lians Kajak, men ihjelskræmmedes
ved Amuleterne), derfor satte hans Moder ham et. Mærke ved Kanten
af Haarene. Da de nu efter denne Fjordreise kom tilbage til Kangek,
voxede Mangilak op og da han var fuldvoxen, blev han baade til en
Viismand og Storfanger. Saa droge de da atter engang paa
Fjordreise til Isortok, og da Mangilak havde havt en heldig Rensjagt, tog
han atter ud af Fjorden og lagde paa Land indenfor Umanak. Medens
de maatte ligge over her formedelst Nordenvind, gik Mangilak i Kajak
paa Isortokfjorden. Idet han nu drog efter Sælhunde, saae han en
stor veludrustet Kajak med en Fangeblære, begge saa hvide som Snee.
Mangilak tænkte: »endelig seer jeg da en Gjæst til vor Rensdyrtælle«,
og saa roede han afsted og kom hen til ham. Han sagde: mine kjære
Forældre ere saa meget forlegne for at see en Gjæst hos sig til at spise
Renstælle«. Men den anden mælede ikke et eneste Ord. Da han slet
ikke vilde tale, betragtede Mangilak blot hans Vaaben, der vare al
en overordentlig Størrelse, og da han forgjæves ved venlig Tiltale
søgte at faae et Ord ud af ham, bemærkede han, at han skjælvede
stærkt. Da begyndte M. ogsaa at skjælve og tænkte: blot jeg ikke
har truffet paa denne Slemme, alene for at løbe lige ind i Døden.
Han vilde gjerne roe videre for at komme fra ham, men saa vilde
hiin kunne harpunere ham bagfra, derfor besluttede han at tjerne sig
ved at skotte tilbage. Mangilak var overordentlig hurtig, endog
Ommerter, som Hagre hen ad Vandfladen, kunde han naae; men da
han nu rykkede tilbage, mærkede han en Pladsken, thi den Anden
gjorde det samme, og da de saaledes skottede jævnsides, kunde de
ikke komme fra hinanden; da tænkte M. paa at opsøge det Dybeste
mellem Søerne, thi paa Tsortok gaaer der svær Dynning, og han
an-strængte nu hele sin Kraft for at komme fra sin slemme Følgesvend.
Men da han saa havde naaet en passende Afstand, roede han atter
rask frem, løftede Harpunen og kastede. Da han traf ham hørtes
der et stærk Drøn; i det samme kæntrede han paa Siden, men reiste
sig igjen, roede hen og trak Harpunen ud af ham. Mangilaks
Harpun, siges der, havde en Spids alene af Been, af en Kaskelothvals
Tand, siger man. Skjøndt han skulde have sænket den Dræbte ude
paa Dybet, tog han ham paa Slæb og bragte ham til Land indenfor
Umanak, til en lille Kant under en Bratning, hentede saa en stor
smal Steen, bandt den til Kajakken og sænkede den der, hvor man
ikke kunde see Bunden. Derpaa drog han hjem, og da han traadte
ind, kunde Moderen strax mærke noget paa ham (d. e. hans
forandrede Mine); hun sagde: »Mangilak, du har tilvisse begaaet Drab.«
Han fortalte da: »Kun fordi han var nær ved at dræbe mig, har jeg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
