Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 11. Ordlukajarsuk, den sidste af dem, som kun brugte Knive paa Rensjagt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
landet endnu var rigt paa Rensdyr, og de pleiede at gaae paa
Jagt i Semiligarsuk-Fjorden. Engang da de kom hjem fra Fjorden
go Hyttede i Vinterhuus, blev den ældste Broder syg, det blev bestandig
værre med ham og snart efter døde han. Brødrene begrove ham, men
kort efter Begravelsen blev den næste Broder syg, det gik ganske
ligesaa med ham, og derpaa ligeledes med de andre, alle døde de efter
hverandre, paa Ordlukajarsuk nær. Da denne nu var ene tilbage,
vilde han om Foraaret ikke drage til den vante Fiskeplads, da det
smertede ham at see paa de Steder, hvor hans Brødre havde
vandret omkring. Han gik da hen til en anden Fiskeplads, og da de
havde tørret deres Angmagsat droge de hjem igjen, og de vilde ikke
mere reise ind i deres kjære Fjord, Sermiligarsuk. Ved
Midsommertid længtes han dog efter den, og besøgte den derfor blot i Kajak.
Da han nu langs Solsiden i stille Veir nærmede sig den store Landiis,
saae han en stor Stime bevæge sig paa Vandet ovre under den anden
Side. Da den flygtede for ham, nærmede han sig den med stor
Hurtighed. Atter saae han den bevæge Vandet stærkt længer ude, og
han ilede efter den af alle Kræfter, for at undersøge den nøiere, da
den syntes ham noget fremmed. Da han nærmede sig Stedet, hvor
den var dukket under, viste Vandet sig rundt om hvidligt og kom
i stærk Bevægelse. Han tænkte: her bliver der nok noget at forslaae
Sorgerne med. Roende nærmere, hørte han en pibende Lyd, som af
en Hundehvalp, og han bemærkede at der kom noget Hvidt op fra
Dybden, og en Deel af det dukke op over Havfladen. Da han aldrig
før havde seet et Dyr af den Størrelse, skottede han tilbage med
Aaren og fjernede sig fra det. Han saae det krumme sig, stikke
Labberne frem og bevæge Vandet, som om det kunde være en
Sælhundestime. Atter dukkede det under, og han lavede sig til at
angribe det, fremtog sin Lændser men betænkte sig, da han ikke
an-saae det for muligt at dræbe det. Medens det gik tilsøes langs
Skyggesiden af hans Land, fulgte han efter det, indtil han omsider
ved at vende sig om saae de yderste Øer forsvinde. For ikke at
komme for langt fra Land, vendte han tilbage uden at det havde
bemærket ham, og fortalte efter Hjemkomsten at han havde seet en
Bjørn, hvis Størrelse han aldrig før havde seet Mage til. Da sagde
de Gamle: »det har ikke været nogen Bjørn, men kun en Unge, man
siger, at Landisens Affald gaaer tilsøes og der bliver til iisklædte
Bjørne, af den Grund er den ikke bleven opmærksom paa dig, nemlig
fordi det kun har været en lille Unge-« Om Vinteren derefter, da
Fjorden var tillagt, besøgte han den engang af Begjærlighed efter at
forslaae Sorgerne. Da han roede henimod Kanten af den faste Fjordiis,
saae han noget stort Sort ovenpaa denne, og da han kom nærmere,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
