Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 11. Ordlukajarsuk, den sidste af dem, som kun brugte Knive paa Rensjagt - 12. Om Fjordboerne, som besøgte Kangek og beskjæmmede deres Bespottere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
35
opdagede han, at det var en Hvalros, som laae og solede sig paa
Isen, og reisende sig op skyggede den med sin store Lalle for Solens
Skjær paa Vandfladen. Langsomt og med Forsigtighed roede han
ind paa den f’ra Solsiden af, og idet han standsede lidt, saae han
tillige en uhyre stor, afrundet Sneemasse langsomt glide hen imod
den. Han mærkede, at det ikke kunde være Snee alene, thi var det
blot Snee, vilde det ikke kunne bevæge sig fremad. Standsende
betragtede han det, og da det vendte Siden til, tik han Øie paa en
uhyre Bjørn med skaldet Hoved, som saaledes indhyllende sig i Snee,
listede sig paa Hvalrossen. Ganske langsomt kom den nærmere og
altsom den nærmede sig, vendte den sig 0111, hvergang den skulde
drage Aande, — hvor forunderligt, tænkte han, at et Dyr kan have
saamegen Klogskab. Endelig da den kom ganske nær, reiste
Hvalrossen sig, men tik med det samme et Slag af Bjørnens Labbe. Da
hørtes der et vældigt Brag, Isen søndersloges og begge Dyrene
forsvandt under Vandet, men lidt efter kom de atter op, Hvalrossen
havde hugget sine Tænder ned i Bjørnens Skulder og sad fast paa
den som om det kunde være en lille Fugl, der hakkede med Næbet.
Atter forsvandt de, Vandet farvedes rundtom af Blod, og derpaa flød de
atter op, men Bjørnen var livløs. Ordlukajarsuk roede rask ind paa
Hvalrossen og lændsede den tildøde. Paa denne Maade gjorde han
Ende baade paa Bjørnen og Hvalrossen. Da han senere flyttede
nordpaa, fortalte han i sin Alderdom denne Begivenhed. Da han
kom til Kakok (ved Nouk), horte Isoungak ham fortælle den. See!
han var den sidste Levning af dem, der kun vare væbnede med Knive,
men dengang kunde han af Alderdomssvaghed kun gaae omkring,
støttet til en Stav. Ilan døde som udobt, da han ikke vilde lade
sig døbe.
12. Om Fjordboerne, som besøgte Kangek. (Efter den
mundtlige Fortælling). Der boede engang tre Brødre inde i Fjorden
(ved Nouk), de vare ægte Fjordboer og kom aldrig ud til
Yderkysterne. Men da de hørte tale om de mange Alker, som skulde findes
ude ved Kangek, talte de sammen om, at de nok kunde have Lyst
til at see dem og de opmuntrede da hinanden til at tage derhen.
Ved Afreisen vilde den Yngste dog ikke med, hvorfor de to begave
sig paa Veien alene. Da de nu naaede Kangek vilde de først lande
ved det ydre Næs, eftersom de nemlig ikke vidste, at der stod svær
Brænding paa samme. Da Mændene paa Kangek saae dette, sagde
de til hverandre: »de Fjordboer hist kjende nok ikke noget til
Søgang, lader os have Løier af dem.« Imidlertid kom de dog nærmere hen
til Husene, hvor der var godt at lande, men man raabte til dem: »vi
3"
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
