Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 17. Kakortuliak, som blev berøvet sin Sjæl af Maanen. — Hans Besøg hos Indlandsboerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
47
vandrede vi rundt omkring langs Kysten for at tinde Træ, men der
fandtes kun usle smaa Stykker. Endelig engang i en stærk
Sønden-storm, gik jeg ud til Kystlandet, vandrede atter langs Havbredden og
kom til et Sted, hvor den dannede smukke Gruusbanker. Her tik
jeg Oie paa et Stykke Træ, der ståk frem af Sandet. Det syntes
ikke stort, men da jeg kom nærmere fandt jeg, at det var det
skjønneste Træ, uden mindste Knast, og saa svært, at jeg ikke formaaede
at rokke det. Jeg lagde en Steen paa det, begav mig hjem og sagde
til mine Brødre: «naa, man har da fundet et Stykke Træ idag af
forsvarlig Størrelse, blot Søen ikke tager det bort igjen, det er bedst,
at vi imorgen før Daggry begive os derhen for at sønderskjære det.«
Dagen efter gik vi derhen, men da vi kom til det, sagde jeg som
den ældste: »det er næsten for godt til at sønderdeles, er der ikke
Nogen, som vil forsøge paa at bære det paa Skulderen? Men nei,
ingen mælede et Ord. Endelig, da ingen Anden tilbød sig, sagde vor
yngste Broder, som endnu ikke engang var fuldvoxen, og som ved
Kamplegene blot pleiede at see til: »lad mig tage det paa Skulderen.«
Ved at hore dette brøde de andre ud i Latter, men han gik lige hen
til Tømmeret, løftede det op fra den ene Ende, gik ind under det,
og da han var kommen med Skulderen under dets Midte, løftede han
det op og slæbte at’sted med det. Vel rystede hans Knæer i det han
steg opad, men altsom han kom høiere, begyndte han at gaae
hurtigere, alle Brødrene fulgte bagefter, men efterhaanden blev den ene
tilbage efter den anden. Jeg fulgte alene nærmest efter ham, men
tilsidst forsvandt han ogsaa for mig bag et Fjeld, jeg hørte et stærkt
Bulder, og da jeg omsider naaede vort nye IIuus, havde han kastet
Træet ned ved Siden af samme, og sad nu paa det for at afkjøle sig.
Fra den Tid af glemte mine andre Brødre at lee ad ham, og de
begyndte at frygte ham. Tømmeret var ikke alene tilstrækkeligt til
dette Huus, men endog da vi byggede det andet Huus, var der
tilstrækkeligt til Bjælker for samme. Senere hen blev vor yngre Broder
opfordret til at slaaes med Storfangeren hos vor Nabo mod Syd.
Denne var en stor Drabsmand, og pleiede at kaste dem, som han
brødes med, mod en Stolpe, som var fastgjort i Jorden. Men vor
Broder overvandt ham og kastede ham mod Jorden, saa at hans
Laarbeen knækkedes, hvorover han høstede stort Bifald hos de
stakkels Kystboer, som han havde befriet for en saadan Morder.« — Da
Manden havde endt sin Fortælling, ståk hans Kone pludselig Hovedet
frem og sagde: »har du ikke hørt tale om Ajaukinguak derude paa
Kysten?« Da Gjæsten svarede: »jo tilvisse kjender jeg ham, han er
endnu ilive,« sagde hun videre: »det var den Ajaukinguak, som
revsede sine Børn.« — Denne Qvinde havde nemlig været Ajaukinguaks
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
