Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 17. Kakortuliak, som blev berøvet sin Sjæl af Maanen. — Hans Besøg hos Indlandsboerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
46
Ravne som forfulgte hinanden, men idet han betragtede dem nøiere,
antoge de Skikkelse af Mennesker. 1 det samme hørte han Lyd af
Rensdyr, og saae et. stort Hanrensdyr komme frem fra ham selv.
Det var nemlig Tællen i hans Taske, som var bleven forvandlet til
et Rensdyr og lob afsted. I det samme mærkede han paa sig selv,
at han løftedes op fra Jorden; i sin Forbauselse greb han ned i
Tasken — da var Tællen forsvunden, kun en lille Stump af den fandt
han, og da han gned sig med denne mærkede han at han atter dalede
ned imod Jorden i en flyvende Fart, saa at Vinden peb i hans Haar,
som stode ud til Siden. Han tænkte: naar jeg støder mod Jorden
vil jeg vistnok komme til Skade. Derfor vendte han sit Blik opefter,
og paa denne Maade kom han ned igjen, men uden at naae heelt til
Jorden vedblev han at fare afsted i Retningen hjem ad Teltene til.
Det var nemlig fordi Maanens Eier havde taget Sjælen ud af ham.
Saaledes vedblev han at fare igjennem Luften, seende i den lyse
Foraarsuat efter Teltene. Omsider tik han Øie paa dem, og da han
kom nærmere, saae han et stort Rensskind, som var udspilet foran dem
til Tørring. Han tabte derpaa Bevidstheden, og da han kom til sig
selv igjen, havde man bragt ham ind i Teltet, og han laa der meget
syg, og kunde ikke døe. Kakortuliak holdt derpaa op med at gaae
ud og drive Fangst. Saaledes gik det, siges der, med de Udøbte,
naar Maanens Eier berøvede dem Sjælen. Kakortuliak blev
klartseende og alvidende, ligesom Angakut. Engang hændtes det, medens
hans Legeme som sædvanlig forblev hvilende, men hans Sjæl
vandrede omkring, at han i Indlandet opdagede en Bolig, skjult under
Buskvæxter. Uvilkaarligt begav han sig derind, og kom ind i et stort
IIuus med 4 Vinduer. Han saae sig om, men i den søndre Ende var
det ganske tomt, og først i den nordre Ende saae han en stor Mand
sidde bag en Lampe, og ved hans Side sad Konen og syede Støvler.
Manden havde slynget Armene om Konens llals, betragtede ham, der
kom krybende op af Opgangen, og sagde: »vil man see, vi faae nok
Besøg, kom her og sæt dig.« Da han havde sat sig paa Sidebrixen,
kom den store Mand frem og begyndte at snakke med ham. Under
Samtalen betragtede Kakortuliak Loftet og undredes over de smukke
Bjælker, alle af hvidt Flydetræ og ligesom udskaarne af et eneste
Stykke. Han tænkte, hvorledes kan det dog være, at her langt inde
i Landet, hvor der er saa fattigt paa Træ, et stort IIuus kan have
Bjælker af et eneste Stykke. Da sagde den Anden (Indlandsboerne
kunne nemlig gjætte Folks Tanker): »tilvisse alle vore Bjælker ere af
eet Stykke. Da de mange Brødre gjerne vilde flytte og valgte sig et
andet Huus, blev jeg her, fordi jeg ikke vilde have, at vort Huus
skulde staae tomt. Forleden Aar, da vi skulde til at bygge lluus,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
