Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 24. Ajagutarsuk og Ularpana, deres Væddestrid som Angakut - 25. Den forladte Qvinde med Pleiedatter, som fremtryllede Fødemidler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
59
Sælskind, og efter ham kom dér endnu tire, ligesom ham, alle vare
de Indlandsboere, og de satte sig ned, omringende Ajagutarsuk.
Medens Ularpana sad ligeoverfor dem, og begyndte at fele sig hjælpeløs,
hvidskede Ajagutarsuk til sin Nærmeste, hvorpaa denne løftede Armen,
pegende paa Ularpana, og strax løsnedes Armen og foer hen imod
denne, men da han i det samme kastede sig baglænds over, fløi den
forbi ham og satte sig fast i Muren, saa den rystede. Ularpana blev
ængstelig og paakaldte sine Tornakker, som han havde blandt de øvre
lngersuit. Da hørtes der Støi udenfor, og ind kom de springende,
fem i Tallet, og satte sig paa begge Sider af Ularpana. Derpaa tog
Ajagutarsuk et stort Vandskind frem og udbredte det paa Gulvet, og
de gave sig til at trække Krog med Armene. Men først blev
Ajagutarsuk overvunden af Ularpana, og trak sig skamfuld tilbage. Derpaa
prøvede hans Tornakker deres Kræfter med Ajagutarsuks Tornakker,
men de bleve ligeledes overvundne den ene efter den anclen, og
Ajagutarsuk blev helt nedslagen ved at indsee sin Ringhed. Da
Ularpana forlod ham , bad han ham komme til sig paa samme Maade den
følgende Dag, men da Tiden kom, ventede de forgjæves. Han følte
sig saa beskjæminet, at han ikke turde vise sig.
25. Den forladte Qvinde med Pleiedatter. (Efter den
mundtlige Fortælling). En Qvinde uden Sødskende havde en lille
Pleiedatter og boede hos en Storfanger. Hun pleiede altid at
adlyde, saasnart denne blot sagde et Ord til hende. Engang om
Foraaret droge Bygdens øvrige Beboere paa Loddefangst. Omsider
vare de alle bortdragne, Storfangeren var alene tilbage og vilde endnu
ikke afsted — han havde nemlig faaet noget Ondt i Sinde. Engang
var han i den tidlige Morgenstund, ved ganske stille Veir, gaaet
udenfor og da han atter traadte ind, sagde han: »gjører Eder færdige
til Afreise«. Strax lavede de sig til og gjorde sig færdige og den
eenlige Qvinde var den raskeste derved, aldrig havde hun rørt sig
saaledes som dennegang. Da hun havde bragt al sin Smule Gods
ned i Baaden paa et Brixeskind nær, ilede hun op for at hente det,
men da hun havde taget det, og vilde bringe det ned, saae hun sin
lille Pleiedatter endnu staae paa Land og betragte deres Huusherre,
og da hun kom ned til dem, sprang denne ud i Baaden og stødte
fra Land med de Ord: »I fortære blot Føden for os, vi ville ikke
have eder med,« og derpaa vendte deres Huusfæller dem Ryggen og
droge afsted. Men saasom de havde ladet alt deres Smule
Bohave i Baaden og kun beholdt det stakkels Brixeskind tilbage og de
nu saae Baaden drage bort, ja! saa stode de jo der vendte imod
hinanden og udbrøde i Graad. Men da de Reisende vare tabte af Syne,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
