Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 34. Qvindens og Haifiskens Børn - 35. Et Par Ægtefolk, som begge vare Angakut
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
fandt ganske rigtig ham merl Pletten i Panden, gik ind under ham
og bed derpaa først Kajakken og derpaa, Manden midt over. Da
de andre Kajakmænd mærkede dette, vilde de ile Manden til Hjælp,
men saa var Vandet omkring ham ganske tykt af bare Haier, og de
kunde ikke komme ham nær. Sujutouk var efter den Tid meget
dristig til at gaae paa Erhverv, men engang da han havde vovet sig
alene for langt ud i det aabne Hav, blev han overfalden af en Kaskelot,
som med det første Bid tog Halen af ham, med det andet Kroppen
indtil Finnerne, hvorpaa han tabte Bevidstheden. Man siger at det
er fra ham, at Haihskenes Kjød har sin Lugt, nemlig fordi de
have faaet et Stykke paa sig af Skindet fra den gamle Qvindes
Urinbøtte.
35. Et Par Ægtefolk vare begge to Anga kut og som
Følge deraf barnløse. De boede ogsaa ganske ene og fjernt fra andre
Mennesker. Da ogsaa Konen roede i Kajak, sagde Manden engang
til hende at de skulde drage ud og see at træffe Mennesker. De
roede ud og kom op i en Fjord og saae foran sig to Kajakker, som
slæbte paa Sælhunde. Men da disse opdagede de ubekjendte Kajakker,
som kom bagefter dem, gave de Slip paa deres Sælhunde og
flygtede. Ægtefolkene roede da hen, toge Sælhundene tilligemed de
smukke Slæberemme og begav sig hjem igjen, men Manden sagde
til sin Kone, at hun skulde tørre og gjemme Skindene. Senere hen
droge de atter engang ud, medtagende Skindene og Slæberemmene for
atter at tilstille deres Eiermænd dem. De roede op til Enden af
den samme Fjord, traf der en beboet Plads hvor de bleve modtagne
med stor Gjæstfrihed og afleverede de fundne Sager til deres
Eiermænd. Hos disse Folk var der en Yngling, som man havde opgivet
Haabet om, da han bestandig blev værre og værre. Angakok-Manden
opdagede strax de sorte Anne af en Hex som rugede over den Syge,
og paa Opfordring dræbte han Hexen, den Syges Moster, ved at saare
hende i Hælen (næsten en nøiagtig Gjengivelse af I., Side 233, om
Ataitsiarsuak). Om Aftenen bleve de rigeligt beværtede og efter
Maaltidet blev der ført en livlig Samtale. Men da Gjæsterne
betragtede Drengebørnene, som legede paa Gulvet, og mindedes deres egen
Barnløshed, sagde Konen: »disse mange Drengebørn kunne tilvisse
vække Misundelse.« Da svarede en af Husets Folk: »disse Drenge
hist ere Navnerne efter dem, som de store Maager brugte til
Madding for deres Unger« (d. e. som bortebleve i Kajak). Da dette
var udtalt, bleve de alle ganske tause. Den følgende Dag reiste
Ægtefolkene atter hjem, forsynede med mange Foræringer.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
