Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 60. Moderen og Sønnen som K’ivigtut - 61. Et Barn taget af Amarsiniouk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
101
kedes Morbroderen ved han Stonnen og saae ham strække Armene
op over Skillerummet efter ham. I fire Dage blev han saaledes
liggende, stønnende og udstrækkende Armene efter Morbroderen.
Omsider døde han atter, hvorpaa Morbroderen, for at faae Ro, rev Huset
ned og begravede ham under samme, tildækkende Indgangen med flere
Lag Steen. Han forlod derpaa Stedet, men underveis, endnu førend
han havde tabt Huset ganske af Syne, fandt han en Klippehule og
lagde sig til at sove i samme, med Ansigtet vendt imod Huset. Midt
om Natten bemærkede han at dette begyndte at lyse og tilsidst at
gløde som bare Ild, hvorpaa dets Eier kom frem af det ligeledes som
en Ild. Forskrækket vilde han flygte, men formaaede ikke at reise
sig. Ilden kom flyvende hen imod ham, men satte sig paa en
Brat-ning ligeover for ham. Han hørte da Gjenferdet kalde ham ud og
sige, at hans Moder havde formanet ham fra lille af til at hade alle
Mandfolk, men endnu havde han ingen andre seet, og hvis han ikke
havde været hans Morbroder, vilde han for lang Tid siden have dræbt
ham. Derpaa vedblev det at kalde ham ud af Hulen, men da det
lakkede ad Daggry hørtes det flagre, og da han saae ud ad Hulen
flöi det henimod Huset, kastende Gnister fra sig underveis, og tilsidst
forsvandt det i Huset og alt blev mørkt. Yed Daggry forlod
Morbroderen Hulen, kom hjem til sine Slægtninge og fortalte alt dette.
61. Et Barn taget af Amarsiniouk. En Storfanger havde
med sin Hustru kun en eneste lille Datter. De boede ene og havde
kun en Pige hos sig til at passe deres Barn, som de elskede høit.
Men nærmest syd for dem var der en Bygd med mange Mennesker,
som hyppig gjæstede hin Storfanger, naar der vare i Nød. Han
beværtede og hjalp dem da altid og var derfor meget yndet og anseet
af alle. En Aftenstund engang om Efteraaret, da Frosten var indtraadt,
græd den lille Pige uden Ophør, Forældrene kunde aldeles ikke
berolige hende og faldt derved tilsidst i Søvn. Omsider faldt ogsaa
Barnepigen i Søvn, men vaagnede lidt efter og saae at Barnet var
borte. Hun gik udenfor, speidede overalt, men der var hverken noget
at see eller at høre. Grædende gik hun tilsidst ind og vækkede
Forældrene. Faderen, som dog holdt meget af Barnepigen, havde nær
dræbt hende da han hørte det, men hun overtalte ham først til at
spørge en Angakok tilraads, bagefter kunde han jo saa dræbe hende,
sagde hun. Den følgende Morgen gik han til deres sydlige Naboer
og kom om Aftenen tilbage derfra ledsaget af en Angakok og flere
Kajakker. De slukkede Lamperne for Angakokken og han begyndte
at mane, men forgjæves, han kunde ikke opdage Barnet. Den
følgende Dag gik han længer sydpaa og kom tilbage med en gammel Ung-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
