Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 90. Angakok-Qvinden. Lang Aandeflugt - 91. Kajakmanden, som reddedes i Stormen, men blev dræbt - 92. Østlændingen. Sammentræf med de Døbte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
117
havde været. Dette bandt hun om Livet og flöi bort dermed. Da
hun kom hjem og fortalte om Stedet, som ingen kjendte, vilde de ikke
troe hende. Nogle reiste om Foraaret sydpaa for at søge Oplysning
derom, men naaede ikke Atartok før om Efteraaret, og fik da virkelig
Bekræftelse paa at hun havde været der.
91. Engang bleve Kajakmændene fra Kangek udhavs
overfaldne af Storm. Da de formedelst Vandrøg kun kunde see nær foran
sig, søgte de ved stadige Raab at veilede hverandre ind til Landet,
som de naaede paa forskjellige Steder. Men En af dem blev fordreven
langt mod Nord og mødte Kajakkerne fra Nappasok, som ledede
ham ind til Landet, da han aldeles ikke kunde see fordi hans Øine
vare sammenfrosne. Men da de fik ham ind i et Huus og hørte, at
han var fra Kangek, mindedes de, at en af deres Slægtninge engang
var bleven dræbt der, hvorfor de uden Barmhjertighed hævnede sig
paa denne Stakkel ved at dræbe ham. Dette skete paa den Tid da
imanek (I, 114) blev omvendt.
92. Østlændingen. (Uddrag). For ikke saa heelt mange Aar
tilbage traf Folk fra Agdluitsok sammen med udøbte Østlændinge paa
Øen Alluk. De forundrede sig over at see deres Reenlighed og Orden
ved Behandlingen af deres Redskaber og Klæder. Blandt andet var
der en stor og stærk Mand ved Navn Ivangnisak. Denne blev paa
den Tid netop meget syg. Hans Slægtninge vilde sende Bud efter en
Angakok, men de Døbte vilde synge Psalmer over ham. Kun hans
Hustru bad dem ogsaa om at synge over ham. Det blev imidlertid værre
og værre, og han døde. Hans andre Slægtninge vilde heller ikke tillade
at de begrove ham efter kristelig Skik. Hans Søster sagde: hvis vi
begrave ham her oppe, vil hans Sjæl bestandig lide Kulde og Nød,
derfor ville vi lægge ham hist ned, hvor der hverken er Kulde eller
Mangel paa Føde." Derpaa toge de den Døde og kastede ham fra
en Skrænt ud i Havet tilligemed hans Redskaber. Men ikke længe
efter dukkede han op igjen. De spurgte da om intet af hans
Redskaber var glemt, og man fandt en lille Kniv, som han holdt meget
af. Den kastede de ogsaa ned og alt som den sank, sank ogsaa
den Døde. Derefter blev hans Kone syg og hun bad de Døbte om
at lære hende Navnet paa Frelseren. Da hun havde lært at
fremsige det, gjentog hun det bestandig, og hun bad de Døbte at synge
over hende. En Aften tabte hun Bevidstheden og da hun kom til
sig selv igjen, sagde hun, at hun vilde blive forenet med de store
Psalniesangere, naar »det store Lys. viste sig, vilde hendes Sjæl blive
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
