Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 127. (fra Labrador). Qvinderne som flygtede og forstenedes - 128. (fra Labrador). Attungak, som reiste vidt omkring
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
137
Kræfter. Da raabte Qviuderne: «I Kajakker kommer herhen! vi
blive til Steen, mine Fødder blive til Steen. Atter raabte de at de
skulde komme, thi nu forstenedes deres Been, og saaledes fremdeles,
og alt medens Kajakkerne roede, bleve Qvinderue heelt forvandlede
til Steen med Menneskeskikkelse.
Anmærkning. Dette Brudstykke og I, 119 fra Grønland, synes at
hidrøre fra samme Sagn.
128. (Fra Labrador I, 126, kun udførligere). Attungak havde
to Koner, og da den ene af dem løb bort, fulgte han efter hende i
Slæde. Da hau endelig traf hende, kjørte de sammen og kom til
Menneskeædere. Disses Anfører førte dem ind i et Huus og satte
Menneske- og Ulve-Hjerne for dem. Sligt spise vi ikke, sagde
Attungak, hvorpaa der fra et Hjørne fremtoges Kjød af et Barn og af
en Hvalros. Men da de heller ikke vilde have dette, hentede
Anførerens Kone tørret Renskjød, som de saa spiste med Glæde.
Imidlertid havde hine efter deres Sædvane taget et af deres Børn, og under
forstillede Kjærtegn dræbt det, idet man udsugede dets Hjerne.
Saa fandtes der ogsaa et ungt Menneske, som pleiede at føre en Rem
med sig for dermed at omslynge de Fremmede, som han fik Lyst til,
og saaledes vilde han nu kaste Slyngen om Attungaks Hals; men
idet han i den Anledning flere Gange gik hen til Dørtærsklen, tik han et
Stykke Svovlkiis kastet i Hovedet, säci at han styrtede jdød omkuld.
Da han nu ikke havde hjemme i dette Huus, savnedes han af sin Moder,
som kom for at opsøge ham, men ikke fandt mere af ham end det
ene Been, som laae under Brixen med tilsnøret Støvle, men som hun
strax gjenkjendte. Da hun ikke fandt niere af ham sagde hun:
»det er en Skam af eder, at den usle Ajajusek ikke har kunnet tjene
sin yngre Broder til Føde.« Derpaa drog Attungak videre med sin
Kone og kom paa et Land, hvor alle Indbyggerne haltede. Men
førend de naaede til dem, kom deres Anfører (angajokak) dem imøde
og sagde, at hans Landsmænd alle vare meget slette og onde, som
de ogsaa snart selv skulde erfare, eftersom hine Folk toge det meget
ilde op, at Attungaks Kone lo over deres Boltspil og sagde: »disse
Boltspillere hoppe jo omkring som Ravne.« Strax fortalte En af dem
til de Andre hvad hun havde sagt om dem. Da blev Attungak bange,
thi han vidste, at han nu vilde blive forfulgt; men saa gik han
hurtigt hen og overskar Bindsierne til Tværtræerne paa de Haltendes
Slæder, og da de derpaa kjørte bort og de Haltende vilde forfølge
dem, maatte de snart opgive det, fordi deres Slæder gik itu. (Resten
er som I, 126).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
