Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Første Møde med Mennesker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ventede vi at træffe Mennesker. Det blev vel nok sagt i Spøg, men
alligevel vilde vi, undtagen Baadsmanden, der er født Flegmatiker, have
vore nye Pelse paa; selv under arktiske Rejser løber man ikke fra sin
Forfængelighed; Smuds og Urenlighed er Levninger fra den Tid, da
man ikke forstod at rejse.
Kl. 7 kunde vi ikke vente længere. Dagens hvide Skær rejste sig
langsomt hen over Ffimlen, hvis Mørkeblåa blev lysere og lysere. Stjer*
nerne skinnede ikke længere som oplyste Ruder, de blegnede en for en
og forsvandt, og i dette Lys, der varsler en lang Dagsrejse, fik vi læsset
Slæderne og spændt Hundene for.
Det koldeste Vejr er Blikstille med lav Temperatur, thi saa skaber
Fremfarten selv den lillebitte Brise, der skærer sig ind i Næsen som
Knive, og der findes ingen Udvej, naar hverken Kusk eller Hunde er
stedkendt. Front fremover! Og medens Ansigtet spiddes, og Huden,
trods al Optøning med valne Fingre, hvert Øjeblik bliver hvid og haard,
maa man styre sine Hunde den Kurs, man agter at følge.
I jævn Fart gik det ud over Haviland Bay Time efter Time. Frem
chens sønderkørte Slæde havde atter maattet forstærkes; men da de
var to om den, havde jeg ikke ventet, og de sakkede hurtigt bagud. Vi
skulde langt frem i Dag, og det er jo den første Slæde, der bestemmer
Dagsrejsens Længde.
Med Siden vendt mod Brisen stirrede jeg over det aabne Hav ude
i Horisonten, hvor Frosttaagerne langsomt var ved at blive til røde
Flammer, der fortonede sig i tynde, lette Skyer som Røgen fra en Brand.
Saa satte jeg mig paa mine Vanter og dækkede Ansigtet med
Hænderne, saa at det blev tøet op, og saaledes sad jeg en Stund, ind#
til Velværet atter var over mig. En Pibe Tobak hjalp med — Eskimoer*
ne paastaar jo, at den varme Røg tør Læberne op, og det kunde nok
behøves i Dag.
Saaledes nød jeg den søde Brøde, som altid ligger i Uopmærksom*
hed, da det pludselig giver et Sæt i Hundene, der faar mig til at fare op.
Der kunde absolut ikke være nogen Tvivl om, hvad det var, vi havde
hørt — et Skud havde brudt Stilheden omkring os! Jeg saa mig straks
tilbage efter Kammeraterne, i den Tro, at de vilde have mig til at vente,
fordi deres Slæde voldte Kvaler, og fik hurtigt Øje paa dem, to smaa
sorte Prikker langt bagude, men begge i god Fart; det kunde altsaa ikke
være dem, der havde skudt.
Saa ser jeg fremover, og ganske som det nervøse Menneske, der
under brutale Sindsbevægelser pludselig kan blive rolig, blev jeg uan*
fægtet siddende, uden at foretage mig noget af alt det uovervejede,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
