Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IV. Takornaoq, den Menneskesky
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Der sad hun med Rædsel i Øjnene. Jeg maatte briste i Latter. Men
næppe var jeg begyndt at le, før hendes Øjne stod fulde af Taarer;
saa overrasket blev hun, saa glad, fordi hun var blandt Venner.
Det var gamle Takornaoq, den menneskesky; og hvor maatte vi si*
den tit le over den kraftige Maade, vi havde gjort hinandens Be?
kendtskab paa!
Hun sad med Armene krampagtigt slynget om den lille Hvalp,
som bestandig peb, medens vi suste fremover. Da hørte jeg midt imel?
lem Hundehylene pludselig en ny Lyd, som fik mig til at studse.
Jeg bøjede mig hen imod hende og løftede varsomt hendes Pels i Vej#
ret, og nede i Pelsen, klamret fast til hendes nøgne Hals, opdagede
jeg et Spædbarn, der græd om Kap med baade Plejemoder og Pleje?
broder.
Inden længe havde vi Bopladsen i Sigte og naaede frem til dens
tre enlige Snehytter. Beboerne kom styrtende ud, uden rigtig at vide,
om de skulde løbe hen imod os eller flygte. Men ikke saa snart havde
de faaet Øje paa den ivrige og leende Takornaoq, før de kom os i
Møde og med glad Forbløffelse slog Kreds om os. Den menneskesky
passede kun daarligt til sit Navn. Med en Mundraphed, der syntes at
berolige hendes Nerver, fortalte hun alle de Nyheder, vi havde fyldt
hende med, og fik ordentlig Bopladsens Nysgerrighed ægget op. Vi
var rigtig levende Mennesker, sagde hun, men fra et Land, der laa
langt, langt borte, ovre paa den anden Side Havet.
Takornaoq, der nu følte sig stærk imellem sine Bopladsfæller, præ?
senterede mig med en haandfast Moderlighed for dem allesammen.
Her var Inernerunassuaq, den alt for hurtigt skabte, en gammel Aan?
demaner, der stammede fra Egnen omkring den magnetiske Nordpol.
Hans Øjne kneb sig fuldstændig sammen til tynde Streger under Kon?
frontationen, og han undlod ikke at gøre mig opmærksom paa sit
Aandemanerbælte, der ranglede med alle mulige mystiske Dyreknog?
ler. Hans Kone „Ømmerten“ var fed og troskyldig, som den bør være,
der knytter sin Skæbne til en Specialist i hemmelig Viden. De havde
en Børneflok, der hang omkring os; ingen af dem var naaet frem til
den Alder, hvor de nævnes med Navne, og naar Forældrene derfor
vilde tysse paa dem, pegede de kun paa dem med Fingrene.
Saa var der Talerortalik, Luffemanden, der var gift med Aandema?
nerens Datter LJvtukitsoq, det smalle Skød. De saa ret ubetydelige ud;
men det viste sig senere at være dem, der holdt Liv i Vismanden og
hans Familie. Saa var der endelig Peqingassoq, den krumme. Han var
Krøbling, og Takornaoq fortalte mig, at han var saa ivrig til at fiske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
